(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

$/i «t^ >y** 



\ toA-TA. /VST 



J] !f >«s»gK Æ 








NTJERIE 

Juli 1971 • 120. Årgang • Nummer 7 



Det 

inspirerende 

budskab 

AF ÆLDSTE ALMA SONNE, assistent til De Tolvs Råd 




I det nittende århundredes flammende lys blev Joseph Smith synlig. Han 
hævdede, at kirkerne, som kaldte sig kristne, havde krænket lovene og for- 
andret det evige Evangelium. (Esaja 24:5). Dette var som opfyldelse af profeti. 
Forpligtelsen, som hviler på de sidste dages hellige, er at undervise om det 
gengivne Evangelium. Jeg føler, jeg kan sige samvittighedsfuldt og sandfær- 
digt, at den genoprettede Kirke opfylder dette store ansvar. Inden for et 
år efter dens organisation var missionærer i marken, ofte uden pung eller 
taske, (Lukas 22:25) idet de forkyndte gengivelsen af guddommelig sandhed. 
Deres succes var enestående. Kirken voksede og havde fremgang gennem 
et missionærsystem, der ikke har noget sidestykke i religiøs historie. 
Fremmede lande blev besøgt. Modstand opstillet. I nogle tilfælde samledes 
pøbel. Aviser fortsatte med ordstrømme af skældsord. Forfølgelse rasede; 
endog kirker blev fjentlige. Men den unge kirke, organiseret under Guds le- 
delse, voksede og havde fremgang og bevægede sig til sidst til Rocky Moun- 
tains (Klippebjergene), som profeteret af profeten Joseph Smith. 
Dette værk bevæger sig fremad, brødre og søstre, og vil fortsætte dets fre- 
madgående bevægelse, indtil det har opfyldt hele jorden, (Daniel 2:25) og 
intet kan standse dets fremgang (L&P 38:22). O 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Pionerånden. Af præsident Joseph Fielding Smith 195 

En profets arv. Af Richard Lloyd Anderson 197 

Profeten Joseph Smiths egenskaber som menneske. Af Leonard J. Arrington 201 

Samhørighed: Et mål for familien og Kirken. Af William G. Dyer 205 

Joseph Smiths ungdom. Af James D. Allen 209 

Min rejse sammen med Gud. Af Carla Sansom 212 

Teriiotemana og Puna. Af Don og Jean Marshall 217 

En fødselsdag der skulle huskes. Af Harold B. Lee 219 

Børnenes sider: Præsident Joseph Fielding Smith. Af Edith S. Patrick 49 

En storm på havet. Af Iris Syndergaard 51 



Forside 

Asael Smith, Profeten Joseph Smith's farfader, skrev et overraskende brev til 
sin kone og sine børn. Forsiden, som genskaber denne 1799 begivenhed, 
blev fotograferet af Eldon Linschoten. Richard L. Anderson's „En profets arv" 
på side 197, beskriver enkeltheder. O 




DE IV 

STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



Juli 1971 

120. Årgang • Nummer 7 

Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Dalgas Boulevard 164 
2000 København F. 
Telf. Fasan 9901 
Postgiro 333.38 

Paul L. Pehrson, 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Nyheder: 

Mary Kaiser, redaktør 

Koordinator: Bernd J. Larsen 

Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 13.- pr. halvår, 
kr. 25.- for et helt år, i udlandet 
$ 3.50 for helt år. I løssalg 
kr. 2.50 pr. nummer. Betaling 
ved check udstedt til Den 
danske Stjerne, Priorvej 12, 
København F. eller gennem 
postgiro 333.38 til Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige. 
(De nævnte priser er inklud. 
moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 




Pionerånden 



AF PRÆSIDENT JOSEPH FIELDING SMITH 



Har I nogensinde spekuleret over, hvor- 
dan det ville have været, hvis I havde 
levet i jeres dødelige tilstand i en anden 
tidsalder? Over, hvilke store ting I da kunne 
have udrettet? Ligegyldigt hvor vigtige 
hine andre tider har været, er idag, tiden 
for vor dødelige tilstand, den vigtigste tid 
for enhver af os. Og hvad vi udfører i ret- 
færdighed, det er, hvad vi bør være op- 
taget af nu. 

Juli er den måned, i hvilken vi ærer pione- 
rerne. De udrettede store ting, og vi bør, 
som medlemmer af Kirken, uanset hvor vi 
bor, bruge vor styrke på at føje nyt til det 
grundlag, de gav os. 

En rejsende på vej gennem de frugtbare 
dale i Utah sagde, da han så ud over de 
veldyrkede marker og blomstrende frugt- 
haver: „Det er ikke så mærkeligt, at Brig- 
ham Young valgte disse velvandede og 
smukke dale til fast bosted for jeres folk." 
Det var om foråret. Markerne var grønne 
af sædekornet fra sidste sommers høst; 
frugttræerne langs vejen stod i fuldt flor; 
overalt i det frugtbare land sås den herlige 
udsigt til en rigelig afgrøde. Den slags be- 
mærkninger falder tit fra folk, der hastigt 
gennemrejser Utah og ser forholdene, som 



195 



de er i dag. Hvor ved de dog uendeligt lidt om 
denne stats tidlige historie og om pionerernes næs- 
ten overmenneskelige anstrengelser for at „ørken 
og hede skal fryde sig", og „ødemark juble og 
blomstre, blomstre frodigt som rosen." (Se Es. 
35:1). 

Det var et helt andet syn, der mødte den lille, men 
beslutsomme gruppe pionerer, som betrådte Den 
Store Saltsø Dal den 24. Juli 1847. Jordbunden var 
hård og solsveden. Der var kun ringe plantevækst 
bortset fra den korte, stive bevoksning af salvie, 
der dækkede dalen, og de få piletrær og balsam- 
popler, der stod ved bredderne af åløbene i fjeld- 
kløften. 

Sceneriet var overordentligt øde og uindbydende. 
Pionererne forsøgte at pløje; men jorden, der i så 
mange år havde unddraget sig erobring, nægtede 
at give efter for plovskæret. Ved at omlede vandet 
fra et åløb i kløften og gennembløde jorden dermed 
lykkedes det dem at vende jorden og forberede 
den til at modtage den begrænsede, men yderst 
værdifulde mængde sædekorn, de havde bragt med 
sig. Således begyndte en målbevidst kamp mod 
elementer og ugunstige vilkår, en kamp, som skulle 
få ørkenens erobring og grundlæggelsen af vort 
moderne system med vellykket opdyrkning ved 
overrisling til følge. 

Eftersom pionererne på det tidlige tidspunkt var 
isolerede i en afstand af mere end et tusind seks 
hundrede kilometer fra civilisationens grænser, 
lærte deres leder dem, at de selv, så vidt det var 
muligt, skulle fremstille alt, hvad de forbrugte, og 
at de skulle være sparsommelige og ikke ødsle af 
væsen. Dette er stadig et udmærket råd. Oprettel- 
sen af hjemmeindustrier var emne for mangen en 
prædiken. Idet de fulgte præsident Brigham Youngs 
råd om at fremstille deres livsfornødenheder af de 
forhåndenværende materialer, ikke at lade uheldig 
smag påføre dem nogen dyr last, og at „lade hjem- 
meindustrien fremstille alt, hvad der forbrugtes i 
hjemmet," oprettede de hellige mange nyttige og 
nødvendige industriforetagender, så som uldspin- 



derier, garverier, jernværker, savværker, møller og 
lervarefabrikker. Folk lærte at fremstille de ting, de 
skulle bruge og at fremskaffe de forsyninger, de 
fortærede. Deres tøj var enkelt, men holdbart; det 
var deres egne hænders værk, og de skammede 
sig ikke over det. 

Forholdene i verden i dag går hen imod at øde- 
lægge den åndelige enighed og den enkeltes al- 
mindelige interesse for samfundets vel og hen imod 
at indskrænke den ånd hvori hvert medlem viser 
sin kærlighed til sine medmennesker. Selvforher- 
ligelsen er taget til, og interesse i samfundet og 
kærlighed til næsten er tilsvarende taget af. Samar- 
bejde kan ikke findes, hvor der ikke er enighed; hvor 
mennesker ikke er eet i tanker, i hensigt og i 
ønske; hvor enhver nægter at arbejde uselvisk og 
i alles fælles interesse; hvor kærligheden til penge 
og verdslig vinding overskygger alt. 
Lad os håbe, at de ideer og metoder, som pionerer- 
ne benyttede så heldigt, og ved hvilke samfund 
styrkedes, og folket blev gavnet og knyttet sam- 
men, ikke skal gå til grunde. Lad os bede til, at 
forholdene vil vedblive at være af en sådan beskaf- 
fenhed, at næstekærlighed og fællesskab vil vare 
ved iblandt os og vokse sig stærkere dag for dag; 
at vi må være eet; at vi må føle som Ruth sagde 
fordum, at „dit folk skal være mit folk, og din Gud 
skal være min Gud;" (Ruth 1:16). 
Jeg er stolt af min arv fra pionererne. Jeg er stolt 
af deres ry for tjenstvillighed og opofrelse. I dag 
kan vi synes at være kommet på så stor afstand 
af dem, at det, de har udrettet, undertiden står vagt 
for os. Vi standser sjældent op for at prøve at fat- 
te, hvor meget de gik igennem — trængsler, li- 
delse og forfølgelser — og alligevel ankom de til 
Den Store Saltsø Dal fulde af glæde. 
Det er min bøn, at enhver af os — såvel de, hvis 
arv går tilbage til selve Kirkens begyndelse, som 
det nyligst omvendte medlem — i vore liv må ud- 
vise de karaktertræk og egenskaber, som gav De 
Sidste Dages Hellige pionerer deres storhed. 

O 



196 



En profets arv 



AF DOKTOR PHIL RICHARD LLOYD ANDERSON 




Profeten Joseph Smiths første kendte 
selvbiografiske skitse understreger 
den ide, at han i 1805 blev født „af 
retfærdige forældre, (1. Nephi 1:1) 
som ikke sparede sig nogen anstren- 
gelse for at oplære mig i den kristne 
religion." 1 Foruden retfærdige foræl- 
dre havde han nogle temmelig be- 
mærkelsesværdige bedsteforældre. 
Året før din martyrdød forsvarede Jo- 
seph Smith energisk religiøs frihed 
for „enhver anden trosbekendelse" 
og tilføjede så følgende personlige 
bemærkning: Kærlighed til frihe- 
den . . . blev indpodet i min sjæl af 
mine bedstefædre, mens de lod mig 
ride ranke på deres knæ." 2 En omhyg- 
gelig undersøgelse af profetens ung- 
dom begynder med disse bedstefor- 
ældres idealer, som påviseligt over- 
førtes til deres barnebarn, der forstod 
at give klart udtryk for dem. 
Samuel Smith, profetens oldefader på 
fædrene side, udførte en betydelig 
mængde offentligt arbejde for sin by 



og i statens lovgivende forsamling. 
I sin nekrolog betegnedes han som 
„en oprigtig ven af sit lands frie rettig- 
heder og en ihærdig fortaler for den 
kristne tro." 3 Hans søn, Asael, videre- 
førte som soldat under Den amerikan- 
ske Frihedskrig sin faders tradition, 
skønt han på det tidspunkt var fader 
til fem børn på otte år og der- 
under. 

Da profetens bedstefader, Asael 
Smith var en foretagsom landmand, 
var han i årevis en kendt person i ad- 
skillige områder i Massachusetts, New 
Hampshire og Vermont. Som ung 
mand var han byskriver. 4 Da han stod 
på sin magts tinde, besad han og hans 
sønner store landområder i Tunbridge 
i Vermont (den egn, i hvilken profeten 
blev født), hvor Asael to gange valg- 
tes til medlem af udtagelseskomiteen, 
een af de tre, der udgjorde byens 
styrende råd. Han blev også valgt til 
ordstyrer for bystævnet, vejbygnings- 
inspektør og nævning i anklagerju- 



ryen, og udpeget til at sidde i under- 
søgelseskomiteer. 5 

Asaels politiske og praktiske syns- 
punkter på dette tidspunkt ses af et 
brev fra Tunbridge, hvori han gengiver 
en anekdote angående det ellevte 
bud: „Pas dig selv!". 6 
Profetens erindring om den „kærlig- 
hed til friheden", som hans bedstefa- 
der havde affødt, lader sig nemt efter- 
prøve i sin sammenhæng; for Asael 
glædede sig til, at friheden fra De 
forenede Stater skulle spredes til hele 
verden under Guds forsyn: „Han har 
ledet os gennem en ærefuld friheds- 
kamp og har ført os ind i fredens og 
frihedens forjættede land; og jeg tror 
på, at han er til sinds at føre hele ver- 
den ind i den samme lyksalighed til 
sin egen tid og på sin egen måde. . .„ 7 
Politiske synspunkter blandes her 
med religiøse, eftersom Asael bogsta- 
veligt troede på, at det andet kapitel 
af Daniels Bog ville gå i opfyldelse at 
„alle monarkiske og klerikale tyran- 



197 



nier skal sønderbrydes." 8 Det er ikke 
underligt, at han, da han hørte om 
Mormons Bog før sin død i 1830, 
„sagde, at den var sand; for han 
vidste, at der i hans familie ville vise 
sig noget, som skulle revolutionere 
verden." 9 

Skønt Asael øjensynligt tog nogen del 
i Den congregationalistiske Kirkes 
gudsdyrkelse i New England, var han 
imod de bestående teologiske syste- 
mer. Som ung teenager havde George 
A. Smith ofte samtaler med sin beda- 
gede bedstefader. Han huskede ham 
som „en overordentlig velbegavet og 
munter gammel herre." Han var dog 
„i sine synspunkter for frisindet, til at 
det behagede hans børn, som var 
reformerte presbyterianere*, congre- 
gationalister**, og presbyteriane- 
re***, med — mener jeg — en enkelt 
undtagelse i hans søn, Joseph ((den 
ældre)) Kort før sin død beskrev han 
mange ark med læren om Den univer- 
selle Genoprettelse." 10 
Denne erindring godtgøres nøje af 
Tunbridge bys optegnelser, som be- 
vidner dannelsen af et universalistfor- 
bund i 1797, iblandt hvis medlemmer 
var Asael Smith, Jesse Smith (den 
ædste søn) og Joseph Smith (profe- 
tens far). Universalisterne var en 
gruppe af vigende kristne, som for- 
nægtede den gængse forbandelses- 
lære og tværtimod hævdede, at Guds 
kærlighed var „universel", og indebar 
frelse for alle. En forsamling vedtog 
i 1803 følgende, typiske grundsæt- 
ning: „Vi tror, at der er een Gud, hvis 
natur er kærlighed, og at Han åben- 
bares i een Herre, Jesus Kristus, af 
een nådens Helligånd, som sluttelig 
vil genrejse hele menneskeslægten til 
hellighed og lykke." 11 Asael troede 
ikke på en Gud, der ville dømme en 
del af sine børn til evig elendighed. 
Man kan gøre rede for de Smith'ske 
familieoverleveringer uden at indlade 
sig på ret meget gætteri. Seks år før 
profetens fødsel nedskrev hans bed- 



stefader, Asael, omhyggeligt sin 
egenartede filosofi og praktiske an- 
visning til „sin kære hustru og sine 
kære børn", idet han tiltalte dem med 
den ejendommelige, men kærlige ven- 
ding „Mine Kære." Den uvurderlige 
original til dette dokument (som nu 
findes i Kirkens historiske kontor) 
afslører den dybe, kristne fromhed 
hos Asael, der udviser et pålideligt 
menneskes praktiske moral. Som det 
var passende, blev det i 1 902 offentlig- 
gjort af Asaels tipoldebarn — den- 
gang en ung historiker og nu Kirkens 
præsident. 12 

Asaels testamentariske råd til sine 
efterladte er mere end noget andet en 
bekendelse af tro på Jesus Kristus, tro 
såvel på Hans soning for synden som 
på opstandelsens kraft. Det indehol- 
der en opfordring til at blive som 
Kristus i henseende til kærlighed, ær- 
lighed og praktisk retskaffenhed. 
Dette er ikke det materiale af hvilket 
bedragere eller fanatikere skabes: 
„optræd altid oprigtigt overfor Gud — 
når I tænker på Ham, taler om Ham, 
beder til Ham eller på nogen måde 
henvender jer til Hans mægtige Maje- 
stæt, så lad det ske i alvor. Pjat ikke 
med Hans navn eller med Hans egen- 
skaber, og kald Ham ikke til vidne på 
andet end det, der er den absolutte 
sandhed; og selv da skal I kun gøre 
det, når sund fornuft og alvorlig over- 
vejelse kræver det." 13 
Denne ånd af streng ansvarlighed 
overfor Gud gennemtrænger næsten 
hver eneste sætning hos ham. Han 
blotlægger rigdommens og rangens 
falske skin og betoner realiteter som 
trofasthed overfor familien, storsin- 
dethed, praktisk næstekærlighed, 
flid, fædrelandskærlighed og tak- 
nemmelighed mod Gud. Gør alt, ind- 
skærper Asael, „på en måde, der er. 
rimelig og ærlig, en måde, I kan leve 
og dø med og opstå og regere 
med ..." 14 
For ham bestod sand religion ikke i 



tomme ceremonier, men i personlig 
godhed; den skule prøves af „de to 
vidner", „skrifterne" og „den sunde 
fornuft". En så forpligtende arv dør 
ikke så let. Profetens bedstefader, 
Asael, talte til forældrene i sin familie 
(herunder Joseph Smith, senior) an- 
gående deres pligter overfor deres 
egne børn: „Lad det være jeres ho- 
vedbeskæftigelse at holde jeres børn 
på dydens vej, så at de må være 
nyttige i deres slægtled." 15 
Det er utvivlsomt, at Asael i sit arbej- 
de med at opdrage sine børn i „dyd" 
blev væsentligt støttet af Mary Duty 
Smith, som han i 1799 i sin henvendel- 
se til familien hilste som sin „højt 
elskede hustru". „Med al den styrke 
og kraft, der er i mig" takker Asael 
hende „for din venlighed og tro- 
fasthed mod mig." 16 Mary Duty var 
bemærkelsesværdigt vital og hen- 
given, da hun i en alder af treog- 
halvfems ankom til Kirtland for at 
slutte sig til fire af sine sønner i deres 
aktive tro på hendes profetiske barne- 
barns kaldelse. Eliza R. Snow har be- 
vidnet hendes „livsmod" ved den 
lejlighed. 17 

Idealisme og efterprøvet hæderlighed 
dukker op som blokke af granit i Jo- 
seph Smith's morfaders skrivelser. 
Skønt noget forskellig fra Asael Smith 
i evner og bedrifter udviste solomon 
Mack ikke desto mindre en moralsk 
fortræffelighed, som heldigt lader sig 
sammenligne med arven fra Smith- 
familien. Han levede et vanskeligt og 
farligt liv som nybygger, soldat og 
sømand under to krige, købmand, 
handelsmand og landmand. Ikke før 
ved slutningen af sit liv følte han 
sig i harmoni med Herren, da han, 
nedbrudt på legemet og ydmyget i 
ånden skrev alvorsfuldt om person- 
lig åbenbaring. 

Den fremtrædende egenskab hos 
Solomon var ikke åndfuldhed, men en 
stædig udholdenhed overfor over- 
vældende chancer for nederlag. 



198 



Bibliotekskatalogisatoren ser Solo- 
mons selvbiografi som „en uskolet 
New Englænders løbebane med dens 
mange ulykkelige omskiftelser." 18 En 
velunderrettet levnedsskildrer ser 
heroismen hos een, der er besluttet 
på ikke at give op selv overfor de 
største vanskeligheder. Som kontrakt- 
bundet tjener efter sine forældres 
uventede fallit blev Solomon udnyttet 
som arbejdsdreng uden at kunne nyde 
godt af nogen religiøs eller verdslig 
uddannelse. Da han var blevet myn- 
dig og forlod denne trælbundethed, 
dumpede han lige ned i den franske 
og indianske krigs farer. Mådenhol- 
den, men bestemt, i sin krigsbeskri- 
velse berettede Solomon om udmat- 
telse, sygdom og menneskelig uføl- 
somhed. Men to begivenheder (i Lake 
George-Champlainområdet) kaster 
kraftigt lys over hans karakter på 
krigens mørke baggrund. I færd med 
at transportere tros med okseforspand 
stod han pludselig overfor en lille 
gruppe indianske krigere. Ubevæbnet, 
som han var, og kun ledsaget af en 
enkelt følgesvend så Solomon „ikke 
nogen anden måde at redde sig på, 
end at føre dem bag lyset ad strate- 
gisk vej." Han råbte højt til sin ledsa- 
ger og de ikke-eksisterende forstærk- 
ninger bag sig og stormede frem i 
angreb. 

„Jeg havde intet andet våben end en 
stav. Men jeg løb frem mod dem, og 
da den anden mand dukkede op i 
kampen gav jeg dem en ordentlig for- 
skrækkelse, og jeg kunne ikke se dem 
mere. Men jeg må sige, jeg spildte 
ikke tiden." 19 En sådan selvtillidsfuld 
tapperhed havde også hans profeti- 
ske barnebarn, som i New York efter- 
lignede episoden ved at sprede en 
truende hob omkring sit hus, idet han 
angreb dem uden noget andet våben 
end ren og skær uforfærdethed. 
En anden krigshændelse viser Solo- 
mons evne til at ofre sig for andre. 
Kort tid efter et mislykket og dyrt fron- 



talangreb på Ticonderoga i New York, 
blev nogle koloniboere sendt ud som 
forsvarspatrulje kun for at blive fanget 
i et baghold. Solomon Mack marche- 
rede forrest sammen med Israel Put- 
mans kompagni, der tog stødet af 
det indledende angreb, i hvilket Put- 
man blev fanget (skønt han på miraku- 
løs vis overlevede). Med Solomons 
ord: „Fjenden voksede frem som en 
sky og fyrede. Tomahawkerne og 
kuglerne fløj om ørerne på mig som 
hagl . . ." 20 Denne gang afhang deres 
liv af øjeblikkelig tilbagetrækning og 
regruppering. Skønt han måtte sætte 
al sin kraft ind på at flygte, tøvede So- 
lomon for at redde en andens liv med 
fare for sit eget: „Mens jeg løb, kigge- 
de jeg lidt til siden, hvor jeg fik øje på 
en såret mand (indianerne var tæt ved 
ham). Han kom ved min hjælp straks 
ind i kredsen." 21 Med øjenvidnet, 
næstkommanderende, Major Rogers' 
ord: Amerikanernes „kraft og beslut- 
somhed" brød dette overraskelsesan- 
greb, 22 en tapper dåd, som Solomon 
Mack havde del i. 

Uagtet han var forkrøblet af ulykker, 
gjorde Solomon tjeneste i Frihedskri- 
gen både til lands og til vands, i sidst- 
nævnte tillfælde på en kaper. Krig- 
sindtægterne og fortjenesten af flid i 
det civile liv forsvandt i hårde tider 
og tilbageslag. Hans økonomiske 
situation bedredes heller ikke af hans 
rundhåndethed; den øgede hans fat- 
tigdom, idet han „kautionerede for 
mange mennesker . . ," 23 Han skrev 
sin selvbiografi som gammel mand (da 
hans barnebarn, Joseph Smith kun var 
seks år). Mange uheld, sygdomme og 
ulykker havde ydmyget den aldrende 
og eftertænksomme Solomon, så at 
han søgte Herren i bøn, og han øn- 
skede at dele den store tro, han havde 
fundet, med nogen. Han bar vidnes- 
byrd om, at han var blevet helbredt 
både fysisk og åndeligt. Den enkle be- 
retning om hans vanskeligheder blev 
fortalt for at vise, at Gud havde ydmy- 



get ham for at belære ham. Så „syntes 
alt nyt og smukt. Oh, hvor jeg elskede 
min næste; hvor jeg elskede mine 
fjender — jeg kunne bede for dem. 
Alt syntes lykkeligt; Kristi kærlighed 
er smuk." 24 

Da han så tilbage over sit liv, anråbte 
Solomon Mack forældre om at give 
deres børn den moralske ledelse, som 
han selv blev berøvet i sin ungdom. 
„Forældre, en lille advarsel m. h. t. 
hvorledes I skal opdrage jeres børn 
for Herrens ansigt. Sæt dem aldrig til 
at gøre noget, der ligger udenfor deres 
evner, og lov dem ikke andet, end 
hvad I agter at stå ved. Vær gode 
eksempler i ord, dåd og handling." 25 
Skønt Solomon Macks kristne belæ- 
ring begyndte sent, var han et eksem- 
pel på streng dyd hele sit liv, og han 
frembragte en bemærkelsesværdig 
gruppe sønner og døtre. Både for sin 
omvendelse og for opdragelsen af 
sine børn gav han dybfølt anerkendel- 
se til sin kone, hans „eneste lærer" i 
forståelse af Bibelen. 26 I en nybyg- 
gergårds ensomhed tog Lydia Gates 
Mack initiativet til at sørge for næring 
til sine børns sind og ånd: 
„Foruden at give dem belæring i en 
almindelig uddannelses forskellige 
dele havde hun for vane at kalde dem 
sammen morgen som aften for at lære 
dem at bede, alt imens hun indprente- 
de dem nødvendigheden af kærlig- 
hed til hverandre samt hengivenhed 
for Ham, som havde skabt dem. 
På denne måde blev mine første børn 
befæstede i fromme vaner, mildhed 
og eftertanke, hvilket blev en stor 
hjælp i at lede dem, der senere fulgte 
efter ind i den samme lykkelige ka- 
nal." 27 

Når een gang Asael Smiths, Solomon 
Macks og deres hustruers kendte 
overbevisninger er slået fast, får de 
på to måder betydning for forståelsen 
af Joseph Smith. For det første besad 
profetens forældre åbenbart karakter- 
træk, som var dannede i de Smith'ske 



199 



og Mack'ske hjem. For det andet hav- 
de profeten en vis direkte kontakt 
med sine bedstefædre, der (som han 
sagde) lærte ham at værdsætte den 
frihed, de havde kæmpet for. Det mest 
betydningsfulde er imidlertid, at deres 
bedrifter og idealer tydeligt respekte- 
redes og lærtes til den unge Joseph 
Smith af hans egne forældre. Hvad 
angår hans mormoder, Lydia Gates 
Mack, så havde hun faktisk „boet 
hos" Joseph Smiths familie „i nogen 
tid", før de flyttede til det vestlige 
New York i 1816. Både profeten og 
Lucy Mack Smith har omtalt, at hun 
ledsagede dem i begyndelsen af de- 
res udvandring mod vest. Afskeds- 
scenen var bedstemoderens" sidste 
påmindelse" til Lucy Mack Smith om 
at „fortsætte med at være trofast i at 
tjene Gud til dine dages ende, så jeg 
kan få den glæde at omfavne dig i en 
anden og skønnere verden derop- 
pe." 28 Ingen velunderrettet levnedsbe- 
skriver kan benægte, at den unge pro- 
fet beviseligt blev påvirket af dybt- 
gående idealer og fornuftige religiøse 
forpligtelser. Joseph Smiths bedste- 
forældres kloge oprigtighed gør me- 
get til at bevise hans egen. O 



* Reformerte presbyterianere - „covenanters" - 
en skotsk gruppe, som kæmper for religiøs 
frihed. 
** Kongregationalister - medlemmer af en pro- 
testantisk sekt, der tror på den lokale menig- 
heds afgørende vigtighed. (Frimenighedstil- 
hængere) 
*** Presbyterianere - medlemmer af den Presby- 
terianske kirke, som overdrager sin styrelse 
til sine troende menighedsmedlemmer; af lære 
ortodokst kalvinistiske. 

1 1832 Manuscript History, cit. Dean Jesse: „The 
Early Accounts of Joseph Smith's First Vi- 
sion." Brigham Young University Studies, bind 
9 (foråret 1969), pagina 279. (Den i sammen- 
hængen upassende endelse i ordet „instruc- 
ting" (= „belærende") er blevet ændret, så 
den stemmer med sætningens grammatik.) 

2 Journal of Joseph Smith, ført af Willard Ri- 
chards, d. 9. juli 1834; også cit. af Joseph 
Smith: History of The Church of Jesus Christ 
of Latter-day Saints (Salt Lake City, 1909, 
bind 5, pagina 498. 

3 Salem Gazette. D. 22. november 1785. 

4 Se George Waldow Brown (udgiver af) Early 



Records of The Town of Derryfield, Now Man- 
chester, New Hamshire, Manchester Historie 
Association Collections, bind 8 og 9, for 
årene 1779 til 1786. 

5 Se landsdelsoptegnelserne for Orange County, 
Vermont, på mikrofilm Genealc-gical Library, 
Salt Lake City, Utah. 

6 Brev fra Asael Smith til Jacob Town, Tun- 
bridge, Vermont, d. 14. Januar 1796. Teksten 
følger originalen på Essex Institute i Salem I 
Massachusetts, skønt der er foretaget mindre 
rettelser af stavemåde og tegnsæt i dette og 
andre citater. Dens første trykte udgave vest- 
på blev øjensynlig udsendt af George A. Smith, 
Deseret News, d. 16. juli 1872. 

7 og 8 sammesteds. 

9 George A. Smith, d. 2. august 1857, i Journal 
of Discourses, bind 5 (1858) side 102. 

10 Brev fra George A. Smith til Dr. H. Gould, 
Salt Lake City, d. 31. maj 1870, side 4. 

11 A. B. Grosh, „Universalists", I. An Original 
History of the Religious Denominations at 
Present Existing in the United States, (udgivet 
af) Daniel Rupp (Philadelphia, 1844) side 727. 

12 Joseph Fielding Smith: „Asael Smith of Tops- 
field, with some Account of the Smith Fa- 
mily", Historical Collections of the Topsfield 
Historical Society, bind 8 (1902) siderne 91 
til 96. 

13 Sammesteds, side 92. Originalen af den om- 
hyggeligt trykte tekst stemmer i alle de an- 
førte citater. 

14 Sammesteds, side 94. 

15 og 16 Sammesteds. 

17 cit. Edward W. Tullidge, The Women of Mor- 
mondom (New York, 1877) side 98. 

„Farlig ildebrand . . med ens hæslige krigshyl 

18 Af Louis Kapian (udgivet) A Bibliography of 
American Autobiographies (Madison, Wiscon- 
sin, 1962) side 188. 

19 Solomon Mack: A Narrative of the Life of 
Solomon Mack (Windsor, Vermont, 1811) side 6. 

20 Sammesteds. En anden soldat huskede de 
pludselige indianere". „Narrative of Major 
Thompson Maxwell" Historical Collections of 
the Essex Institute, bind 7 (1865) side 100. 

21 Mack, Narrative, side 6. 

22 Journals of Major Robert Rogers (London, 
1765) side 118. 

23 Mack, Narrative, side 17. 

24 Sammesteds, side 23-24. 

25 Sammesteds, side 24. 

26 Sammesteds, side 20. 

27 „Journal of Solomon Mack", cit. Lucy Mack 
Smith. Biographical Sketches of Joseph Smith 
(Liverpool, 1853.) side 19; også cit. Preston 
Nibley (udgivet af) History of Joseph Smith 
by his Mother (Salt Lake City, 1945) side 6. 
Eftersom Lucy Smith er pinligt nøjagtig i sine 
citater, må det antages, at denne bemærking 
om hendes moder, Lydia Gates Mack, som 
mangler i de udgivene Solomon Mack selv- 
biografier, stammer fra en afvigende udgave 
af manuskriptet, som hun har haft fra sin far. 
Hun siger adskillige gange, at hun citerer „en 
skitse af min faders liv, skrevet af ham selv", 
og „min faders optegnelse." 

28 Lucy Mack Smith, side 69; også cit. Nibley, 
side 62. 



HVORLEDES JEG 

KAN FINDE MINE TYSKE 

FORFÆDRE 



I tilslutning til artiklen i Den 
danske Stjerne for marts 1971, 
side 94-95, gør vi opmærksom 
på følgende meddelelse, som 
findes i et af de sidste numre 
af Personalhistorisk Tidsskrift: 

„Samtlige ældre kirkebøger fra 
Mecklenburg — der nu er un- 
der østtysk herredømme — fin- 
des i Vesttyskland, nemlig i 
domarkivet i Ratzeburg, som 
kan levere udskrifter derfra, og 
et samlet sæt kopier af de lauen- 
borgske kirkebøger findes på 
kredsarkivet i Ratzeburg. Også 
herfra kan der leveres oplys- 
ninger, medens lauenborgske 
attester skal udfærdiges af de 
enkelte præster, hos hvem de 
originale kirkebøger stadig fin- 
des." 

Det vil altså sige, at man ikke 
skal skrive til den østtyske 
adresse i Schwerin, hvis man 
skal have oplysninger fra Meck- 
lenburg, men derimod til Ratze- 
burg i Vesttyskland. 

Adressen er: 

Ratzeburger Domarchiv 

Ratzeburg 

Vesttyskland 

Kredsarkivet hedder: 

Ratzeburger Kreisarchiv 

Ratzeburg 

Vesttyskland 



200 




Profeten 
Joseph Smiths 
egenskaber 
som 
menneske 



Genoprettelsens profet er blevet skil- 
dret som filosof, som skaber af et 
samfund, som militær befalingsmand 
og som idealist. Joseph Smith, som af 
Gud blev udpeget til at gengive Evan- 
geliet i denne uddeling, var en ener- 
gisk og iderig, men også gemytlig og 
spændende leder. Når man undersø- 
ger den rigdom af kildemateriale, der 
har med Josephs levnedsløb at gøre, 
får man det indtryk, at hans personlige 
egenskaber såvel som hans lærdom- 
me spillede en fremtrædende rolle 
ved genoprettelsen. 
Joseph Smith var vokset op i en fami- 
le, der kunne glæde sig over timeligt 
og åndeligt sammenhold, hvorved den 
som noget af det første i hans liv lod 
ham erfare familiens betydning for 
den enkeltes vækst og udvikling. Folk, 
der kendte familien Smith, giver os — 
ligesom profetens moder, Lucy 
Smiths, erindringer — indblik i denne 
familiesolidaritet. Familien Smiths 
medlemmer arbejdede sammen på 
fremstillingen af ahornsirup, gik sam- 
men ud i grupper på to eller tre for at 
arbejde for naboerne, sad rundt om- 
kring ildstedet og underholdt hver- 



Dr. Arrington er professor i nationaløkonomi og 
udgiver af Western Historical Quarterly V ed Utah 
State University, hvor han har undervist siden 
1946. Han er forfatter til adskillige bøger og hen- 
ved hundrede artikler om mormonernes og det 
vestlige USAs historie. Han er for nylig blevet 
afløst fra Utah State University's stavspræsident- 
skab og bor nu i Logan Tenth Ward i Cache East 
Stav. 



andre med sande eller opdigtede 
historier og spadserede sammen til 
landsbyer i nærheden for at høre 
prædikenen om søndagen. 
Rørende begivenheder i profetens liv 
viser hans omsorg for sine forældre; 
hans grådkvalte bøn til sin moder om 
at gå ud af værelset, mens man ope- 
rerede hans ben, så at hun ikke skulle 
se ham lide; hans glæde ved faderens 
dåb i 1830; og hans agtelse for sin 
faders anskuelser. 

„Velsignet er min moder," skrev 
Joseph i sin dagbog, „for hendes sjæl 
er altid fuld af velvilje og menneske- 
kærlighed ... og velsignet er min 
fader, for Herrens hånd vil være over 
ham." Hvilken velsignelse er det ikke, 
sagde han i 1835, at omgås sine 
forældre, hvis modne år og erfaring 
sætter dem i stand til at yde særdeles 
nyttig vejledning." Kort efter, at han 
havde slået sig ned på et samlings- 
sted, lod profeten hver gang et hus 
bygge til sine forældre, så at han 
kunne blive velsignet med deres nær- 
værelse og råd. Joseph tog forældre- 
nes forrettigheder meget alvorligt og 
advarede missionærerne om, at de ik- 
ke måtte døbe unge mennesker uden 
samtykke fra disses forældre. Der var 
for eksempel, da profeten i 1834 
krævede, at „Israels styrke skulle gå 
frem for at forløse Zion," en teenager, 
John Riggs, der mod sine forældres 
ønske tilbød at slutte sig til sagens 
tilhængere. Joseph sagde til den ivrige 



AF DR. PHIL. LEONARD J. ARRINGTON 

dreng: „Tag hjem til din far, og gør, 
som han vil, indtil du bliver enogtyve; 
så skal du få alle de velsignelser, der 
er lovet dem, der drager ud for at 
opbygge Zion." 

Styrken i Joseph Smith den ældres 
familie afspejles i den glade og solide 
støtte, som hvert familiemedlem gav 
genoprettelsen, og, mere specielt, i 
venskabet mellem Joseph og Hyrum. 
De var så godt som altid sammen; 
den ene var ikke hel uden den anden 
og, som Joseph udtalte: „Jeg elskede 
Hyrum med en kærlighed, som er 
stærkere end døden." Ligegyldigt 
hvor tit eller hvor eller hvornår Joseph 
og Hyrum mødtes," har William Tay- 
lor, en ven af familien, skrevet, „viste 
der sig altid de samme udtryk for den 
største glæde . . . begge (disse be- 
slægtede ånder) var i overflod fyldt 
med Helligåndens gave og kraft." 
Under indflydelse af dette mønster for 
kærlighed og enighed i familien blev 
Josephs ægteskab med Emma Hale, 
som btev indgået i 1827, til et varmt 
og hengivent forhold, der varede ved 
til mordet på profeten sytten år sene- 
re. Hans breve til Emma (og Emmas 
breve til ham), hans private dagbøger, 
hans officielle beretninger — alle dis- 
se ting viser Josephs hengivenhed for 
sin egen familie og dens hengivenhed 
for ham. „Når jeg har lyst til at stykke 
brød og lidt mælk," fortalte han Wil- 
liam W. Phelps, „så overbelæsser 
min kone bordet med så mange dej- 



201 



lige ting, at det ødelægger min appe- 
tit." 

Som ethvert andet ægtepar blev pro- 
feten og Emma nu og da uenige. Når 
den slags uoverensstemmelser blev 
alvorlige, søgte ægteparret tilflugt hos 
Helligånden. En morgen kort efter de- 
res vielse, og mens de boede hos fa- 
milien Whitmer, havde Joseph og Em- 
ma udvekslet „et par sandheder." Da 
Joseph gik ovenpå for at oversætte 
pladerne, „var alting mørkt." Profeten 
gik så ud i skoven for at bede og kom 
derpå tilbage for at bede Emma om 
tilgivelse. Da han var tilbage ved sit 
arbejde, gik oversættelsen fint. Sene- 
re i deres ægteskab, da man var ved 
at forberede en parade til profetens 
ære, klagede Emma til ham over, at 
han ikke var klædt ordentligt på til 
formålet. Joseph tog sig tid til at skifte 
til sine „bedste klæder." 
Josephs og Emmas første barn, Alvah, 
døde i Harmony i Pennsylvanien, mens 
Joseph endnu var optaget af at over- 
sætte pladerne. Emmas anden gravi- 
ditet førte til fødslen af tvillingerne 
Thaddeus og Louisa. Begge levede de 
kun omkring tre timer. Profeten er- 
farede at søster John Murdock netop 
den samme dag var død efter at have 
født tvillinger. Derfor fik han og den 
sorgbetyngede Emma lov at adoptere 
Murdock-tvillingerne, som fik navnene 
Joseph og Julia. Tvillingerne fik senere 
mæslinger, og både Joseph og Emma 
blev oppe flere nætter for at pleje 
dem. En nat, da Joseph kunne se, at 
Emma var meget træt, foreslog han, 
at hun skulle „gå til ro" sammen med 
pigen, mens han ville blive oppe hos 
drengen, som var den sygeste af de 
to. Under et ophold i den lille Josephs 
gråd døsede Joseph på den lave seng 
på ruller. Pludselig blev profeten væk- 
ket ved, at Emma skreg: „Mord?" og 
Joseph fandt sig selv i færd med at 
blive båret ud af døren i hænderne på 
et dusin mænd. Ved at lade døren stå 
på klem udsatte hoben drengen for 
det bidende kolde vejr, og han døde 
nogle få dage senere. Julia levede 
imidlertid, til hun var henved halvtreds 
år gammel. Joseph var meget glad for 
Julia, og mange af hans breve til Em- 
ma nævner hans kærlighed til hende. 



Til trods for en urolig livsførelse, som 
blev afbrudt af hyppige pøbelover- 
fald, fængslinger og retssager samt 
andre vanskeligheder, hvorunder hans 
rolle som Kirkens præsident, var Jo- 
seph hos Emma ved de fleste af hen- 
des nedkomster. Mercy Thompson 
huskede hans omsorg: „Jeg så ham 
ved Emma, hans kones, seng under 
sygdom, hvor han udviste al den be- 
kymring og medlidenhed, som det er 
muligt for det blideste hjerte og den 
mest hengivne natur at føle." Mens 




han i årene 1838-39 sad fængslet i 
Missouri i flere måneder, skrev han 
til Emma: „De små børn (Julia, Joseph, 
Frederick og Alexander) er hele tiden 
i mine tanker. Fortæl dem, at far lever 
endnu. Gud give, han må få dem at se 
igen . . . Hvis jeg ikke møder jer igen 
i dette liv — hvad Gud give, at jeg 
gør — så gid, vi må mødes i himme- 
len .. . mit hjerte er fuldt." 
Da Josephs og Emmas sjette søn, Don 
Carlos, døde i 1841 i en alder af fjor- 
ten måneder, bad profeten en nabo, 
søster Mclntire, om han måtte få den 
gunst at adoptere een af hendes 
spæde tvillingepiger. Moderen havde 
ikke lyst til at give slip på sit barn; 
men hun gik til sidst med til, at han 



tog eet af dem på den betingelse, at 
han bragte hende tilbage til hendes 
hjem hver aften. Margrette Mclntire 
udtalte senere: „Dette gjorde han 
egenhændigt og punktligt, ligesom 
han også kom efter hende hver mor- 
gen. Een aften kom han ikke med bar- 
net til sædvanlig tid, og mor tog ned 
til ejendommen, for at se, hvad der 
var i vejen, og der sad profeten med 
spædbarnet svøbt ind i et lille silke- 
tæppe. Han vuggede det på knæet og 
sang for det for at berolige det, før 
de tog afsted; det havde nemlig klyn- 
ket. Barnet blev snart roligt, da min 
moder tog det, og profeten gik hjem 
sammen med hende. Næste morgen, 
da han kom efter spædbarnet, rakte 
moder ham Sarah, det andet spæd- 
barn. De var så ens, at fremmede ikke 
kunne se forskel på dem; men da 
moder rakte ham det andet spædbarn, 
rystede han på hovedet og sagde: 
„Det her er ikke min lille Mary.' Så tog 
hun Mary fra vuggen og gav hende 
til ham, og han bar hende (stolt) hjem 
til sig ... Da hans kones helbred blev 
bedre, hentede han ikke vores spæd- 
barn mere; men han kom tit ind for at 
lege med det." 

Joseph glædede sig over sin familie. 
Der er dusinvis af hentydninger i hans 
officielle dagbog, der fortæller det 
samme som denne fra den 27. marts 
1834: „Jeg blev hjemme og havde det 
dejligt sammen med familien." Faktisk 
var der, ifølge en fjern fætter ved navn 
George A. Smith, engang en familie, 
der havde tilsluttet sig Kirken, men 
faldt fra igen, fordi, da denne families 
medlemmer ankom til Kirtland østfra, 
kom Joseph ned ad trapperne fra det 
værelse, hvor han havde været i færd 
med at oversætte „ved Guds gave og 
kraft," og begyndte at boltre sig og 
lege med sine børn. Efter deres me- 
ning var dette ikke nogen passende 
opførsel for en profet. 
Profetens dagbog fortæller, hvordan 
han gik med familien i teatret, til kon- 
certer og i cirkus og hvordan de tog 
på udflugter med både på Mississippi. 
Familien nød tit „hjemmeaftener" om- 
kring ildstedet, hvor de legede, læste 
og studerede sammen. Den 8. februar 
1843 skrev profeten i sine optegnel- 



202 



ser: „Klokken fire om eftermiddagen 
tog jeg ud sammen med lille Frederick 
for at få motion ved at glide på isen." 
Den slags hændelser afslører varmen 
i Josephs personlighed, hans gemyt- 
lighed og hans medfølende reaktion 
overfor andres behov og ønsker. I 
Kirtland plejede Joseph, ifølge en be- 
stemt erindring, når vognladninger af 
voksne og børn kom ind fra landet til 
møde, at „bane sig vej til så mange 
vogne som muligt og hjerteligt trykke 
enhver i hånden. Han tog sig især af 
hvert barn og småbørn i selskabet. 
Han tog dem i hånden og udtalte vel- 
signelser og venlige ord. Han elskede 
uskyld og renhed og syntes at finde 
disse egenskaber i deres største fuld- 
kommenhed hos det pludrende barn." 
Evaline Burdick Johnson kunne huske, 
at i Kirtland, mens hun var barn, havde 
hendes moder engang anbragt hende 
midt på gulvet, mens hun gjorde rent 
i huset. Den lille pige hørte en mands- 
stemme, så op, og så en høj, smilende 
mand komme op ad trapperne. Han 
råbte noget til moderen, og hun sag- 
de, at han skulle komme indenfor. 
„Da han så mig," fortæller pigen, „tog 
han mig op og satte mig på sin ven- 
stre arm og gik gennem værelset med 
mig hen til et stort spejl. Vi så begge 
ind i spejlet. Han vendte sig så om, 
satte mig ned og spurgte mor, hvor 
min far var. Da han forlod værelset, 
kaldte mor på mig og fortalte mig, at 
det var en Guds profet, og hvilken 
god mand han var." 
Tilsvarende kom profeten til et hus for 
at besøge en mand i forretningsøje- 
med og fandt i stedet et barn med en 
opsvulmet øm hals, der gjorde meget 
ondt. „Han tog mig på skødet," fortal- 
te mor senere, og „salvede forsigtigt 
min hals med indviet olie og velsigne- 
de mig, og jeg blev rask. Betændel- 
sen og smerten var væk." 
Joseph interesse for andre og hans 
omsorg for deres velfærd føltes af 
næsten alle. Han holdt af at bryde, 
selv som voksen, og tog del i „Stick 
pulling" og lignende styrkeprøver med 
unge mennesker. Han bevægede sig 
frit og „uden forbeholdenhed," idet 
han talte spøgende til fornøjelse for 
dem, han var sammen med og „mød- 




tes på lige fod med de ringeste og 
fattigste af sine venner; for ham var 
der ingen fremmede." Ligesom andre 
embedsmænd i Kirken arbejdede han 
ofte med sine hænder, og der findes 
i hans dagbøger mange hentydninger 
til, at han har gravet grøfter, båret 
kufferter ind i ejendommen for ankom- 
mende, plukket æbler, pløjet sin have, 
luget mellem kartoflerne, hentet bræn- 
de og udført arbejde af lignende art. 
Ved en anden lejlighed sad Andrew 
Workman og nogle andre mænd en 
eftermiddag på gærdet i nærheden af 
profetens hjem, mens profeten talte 
med dem. En mand kom hen og fortal- 
te, at natten i forvejen var huset 
brændt for en fattig broder, som boe- 
de et stykke fra byen. Mændene fik 
alle nogle triste udtryk i ansigterne og 
sagde, at de havde ondt af vedkom- 
mende. Men "Joseph stak hånden i 
lommen, tog femogtredive kroner op 
af den og sagde: Jeg har for femog- 
tredive kroner ondt af denne broder. 
Hvor ondt har I andre af ham?'" 
Kort tid før sin martyrdød ventede 
profeten nogle medlemmer af Nauvoo 
Legionen, som var blevet kaldt til 
byen for at beskytte folket. Det havde 
regnet, og vejene var i dårlig stand. 
Af femoghalvfjerds mand var alle und- 



tagen otte til fods, og sine steder 
måtte de vade i vand til livet. „Vi nåe- 
de frem til Nauvoo omkring daggry," 
beretter den fortællende, „og slog 
lejr foran Fosters store murstenshus 
i nærheden af templet. Vores lejrud- 
styr var anbragt i en sidegade. Mens 
jeg bevogtede trosset, red profeten 
Joseph hen til fortovet, gav mig hån- 
den og spurgte til onkel og tante. Han 
holdt mig i hånden og trak mig fremad, 
indtil jeg var nødt til at træde op på 
fortovet. Idet han vendte sin hest side- 
læns, trak han mig skridt for skridt 
hen mod kanten af fortovet, da han, 
idet han opdagede, at hvert skridt 
efterlod et blodigt mærke på barken, 
spurgte mig, hvad der var i vejen med 
mine fødder. Jeg svarede, at prærie- 
græsset havde skåret mine sko i styk- 
ker og såret mine fødder, men at de 
snart ville være i orden igen. Jeg lag- 
de mærke til, at den hånd, han holdt 
op for sit ansigt, var våd, og da jeg 
kiggede op, så jeg, at tårerne løb ham 
ned ad kinderne. Han lagde hånden 
på hovedet af mig og sagde: ,Gud 
velsigne dig, min kære dreng,' og 
spurgte, om andre i kompagniet var i 
samme tilstand. Jeg svarede, at nog- 
le af dem var. Henvendt til hr. Lathrup, 
som netop kom ud ad døren til sin 
butik, sagde profeten: ,Lad de mænd 
her få nogen sko.' Lathrup sagde: 
,Jeg har ingen sko.' Josephs rappe 
svar lød: ,Så lad dem få støvler.' Så 
vendte profeten sig om mod mig og 
sagde: Jonny, tropperne vil blive op- 
løst og hjemsendt. Jeg skal for retten 
i Carthage under den beskyttelse, 
guvernøren vil give mig.' Derpå sagde 
han, lænet frem mod mig og med den 
ene hånd på mit hoved: ,Vær ikke 
bange; du skal komme til at se Israel 
triumfere i fred.'" 

En sidste beretning illustrerer Josephs 
anlæg for stilfærdigt heltemod. „En 
sommeraften i 1837 kom to rejsende 
til den lille by Painesville i det nordlige 
Ohio og gjorde holdt ved en vens hus 
for at spise aftensmad. De var næppe 
færdige med måltidet, da der opstod 
ballade udenfor. En skare havde sam- 
let sig, og at dens hensigter var 
fjendtlige, sås snart af dens vrede 
skrig og mordtrusler og af kravet til 



203 



husets ejer om at han skulle sende 
sine gæster ud. I stedet for at ofre 
sine venner førte han dem imidlertid 
ad ad en bagdør og hjalp dem til at 
slippe bort i mørket. Så snart flugten 
blev opdaget, blev der sendt folk 
afsted på hesteryg langs den rute, de 
flygtende formodedes at have valgt, 
der blev tændt bål og anbragt vagt- 
poster og landet blev gennemsøgt. 
De to mænd var kloge nok til ikke 
at gå ad landevejen; men, idet de 
skjulte sig i skovene og sumpene, 
fulgte de landevejen, hvorved de i 
nogen grad blev vejledt af bålene. 
Der var kun gået kort tid, da den ene 
af dem begyndte at vakle. Sygdom og 
frygt havde berøvet ham kræfterne. 
Hans ledsager måtte nu bestemme sig 
til, om han ville overlade ham til at 
fanges af den blodtørstige hob, eller 
om han ville bringe sig selv i yderlige- 
re fare ved at yde hjælp. Idet han 
valgte det sidste, løftede han den 
syge mand op på sine skuldre, og bar 
ham, med hvilepauser ind imellem, 
videre gennem sumpen og mørket. 
Adskillige timer senere kom de op på 
den ensomme vej og nåede snart i 
sikkerhed. Den mand, hvis hengiven- 
hed for vennen fik ham til at påtage 
sig denne opgave, og hvis styrke til- 
lod ham at udføre den, var Joseph 
Smith." 

Joseph Smith var en profet, Kirkens 
præsident, forretningsmand og politi- 
ker. Men hans levnedsløb illustrerede 
samtidigt et hovedformål med ge- 
noprettelsen — at vende de ældre 
menneskers hjerter til børnene og 
børnenes og de unge menneskers 
hjerter til de ældre. Teologisk korrekte 
læresætninger udgjorde en uundvær- 
lig bestanddel i genoprettelsen, men 
kun enheden i familierne og slægterne 
kunne frembringe for den enkelte så- 
vel som for helheden den åndelighed, 
som Evangeliets gengivelse fordrede. 

O 

Henvisninger 

Anektdoterne, historierne og citaterne i nærvæ- 
rende artikel stammer fra følgende kilder: Joseph 
Smith Papers, Manuskript Section, Kirkens histo- 
riske arkiver, Salt Lake City, Utah; Lucy Smith: 
Biographical Sketches of Joseph Smith the pro- 
prophet (Liverpool og London, 1853); „Recollec- 
tions of Joseph Smith, the prophet," Juvenile 
Instructor, bind 27 (1897), seriatim; History of the 



Church (2 bind, Lamoni, Iowa, 1897); Joseph Smith, 
History of the Church ... (6 bind, Salt Lake City, 
1901); Lucy Walker Kimball, „Autobiography," 
Womans Exponent, bind 39 (november 1900); Inci- 
dents in the Life of Joseph the prophet," Young 
Womans Journal, bind 11 (april 1900); „Joseph 
Smith the prophet," Young Womans Journal, bind 



16 (december 1905) og bind 17 (december 1906); 
John Henry E. Evans: „Joseph Smith, an American 
Prophet (New York 1933); og Edwin F. Parry: 
„Stories About Joseph Smith" (Salt Lake City, 
1936); Jeg er taknemmelig for forslag og hjælp fra 
LaMar C. Berrett, Dean Wengreen og Ace S. 
Pilkington. 



Profeten Joseph Smith's belæring om: 
DEN ANDEN TALSMAND 

Den anden Talsmand, der tales om, er et meget interessant 
emne, og måske forstås det kun af nogle få i denne tid og slægt. 
Efter at et menneske har fået tro på Kristus, omvender sig fra 
sine synder og modtager den Helligånd (ved håndspålæggelse), 
som er den første Talsmand, lad ham da blive ved med at yd- 
myge sig for Gud og hungre og tørste efter retfædinghed og at 
leve af hvert ord, der udgår af Guds mund, så vil Herren snart 
sige til ham: Søn, du skal blive ophøjet. Når Herren fuldt ud 
har prøvet ham og finder, at vedkommende er bestemt på at 
tjene ham i alle tilfælde, så vil manden finde, at hans kald og 
udvælgelse er gjort sikker, og så vil det være hans privilegium 
at modtage den anden Talsmand, som Herren har lovet de 
hellige, som det findes nedskrevet i Johannes's vidnesbyrd i 
det 14. kapitel, fra det 12. til det 27. vers. 
Læg mærke til vers 16, 17, 18, 21 og 23: 

„16. Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden 
Talsmand til at være hos jer til evig tid, 

17. sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den 
ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den 
bliver hos jer og skal være i jer. 

18. jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer . . . 

21. Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, 
som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fa- 
der; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham. 

23. Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og 
min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage 
bolig hos ham." 

Hvad er nu denne anden Talsmand. Det er hverken mere eller 
mindre end Herren Jesus Kristus selv; og det er kærnen i hele 
sagen, at når noget menneske får denne sidste Talsmand, vil han 
får Jesu Kristi person til at være hos sig eller vise sig for ham 
fra tid til anden, og han vil endog åbenbare Faderen for ham, 
og de vil tage bolig hos ham, og himlens syner vil blive åbnet 
for ham, og Herren vil undervise ham ansigt til ansigt, og han 
vil få fuldkommen kundskab om Guds riges hemmeligheder; 
det var dette stadium og niveau, de fordums hellige nåede, når 
de havde sådanne herlige syner — Esajas, Ezekiel, Johannes på 
øen Patmos, Paulus i de tre himle og alle de hellige, som havde 
fællesskab med den Førstefødtes almindelige forsamling og 
kirke. 



Profeten Joseph Smiths Lærdomme 

Side 177-178 



204 



» 



1 



ad være at hjælpe mig, mor, jeg 
ønsker at gøre det selv". Dette 
var kommentaren fra en seks- 
årig til sin mor, som ønskede at hjælpe 
hende med at snøre hendes sko. Dette 
ønske om at gøre tingene på egen 
hånd begynder meget tidligt for næs- 
ten hvert barn — at være kompetent 
nok til at udføre eller fuldende noget 
i kraft af sin egen dygtighed, ikke at 
stole på, at andre kommer til og hjæl- 
per. 

„Mor, jeg kan ikke gøre det. Du er 
nødt til at hjælpe mig". En anden kom- 
mentar fra den samme lille pige, som 
nu kejtet prøver at klippe billeder ud 
med et instrument, som kaldes en 
saks. I dette samme barn er der også 
et behov for at stole på nogen, at 
være afhængig af en anden person, 
når man er i vanskelighed og behøver 
hjælp. 

Disse to tværstrømme synes at være 
tilstede i os alle — behovet for at 



være fri, uafhængig, at have retten til 
og behageligheden af at lægge os 
selv i andres hænder, når vore egne 
evner er utilstrækkelige. 
Forældre og ledere ser disse tilsyne- 
ladende modstridende behov i børn 
og andre tilhængere; og idet de stoler 
på deres egen forståelse af sig selv 
og de mennesker, de leder, svarer de 
på måder, som kan eller ikke kan 
resultere i barnets eller den under- 
ordnedes vækst og således forøge 
forholdet mellem de to. Det er fra 
personen med autoritet, som barnet 
eller den underordnede person prøver 
at bryde fri fra og demonstrere sin 
egen kompentence overfor og det er 
til den autoritative person, han går, 
når han behøver bistand og hjælp. 
Centralt i udførelsen af enhver leder-, 
forældre-, biskopbemyndigelse er må- 
den og metoden, han bruger til at 
tilfredsstille andres behov. 



Nogle forældres adfærdsmønster for- 
stærker og støtter deres børns 
afhængighed med den langtrækkende 
konsekvens, at barnet er ude af stand 
til at klare sig rigtigt på egen hånd. 
For eksempel, Jane N.: 
Hun ringer hjem mindst tre gange om 
ugen for at tale med sine forældre for 
at få deres råd i sine personlige sager, 
indkøb, hun er ved at overveje. Hun 
føler sig urolig og usikker, når hun 
skal foretage en beslutning, før hun 
har talt med sin moder eller fader. 
Hendes forældre er åbenlyst tilfredse 
med Jane, og de fortæller med stolt- 
hed deres venner, at Jane er en virke- 
lig hjemme-pige, som elsker sin fami- 
lie- ikke en af disse vilde studenter- 
typer fra college. De er glade for, at 
Jane stoler på deres dømmekraft, og 
at hun så ofte ringer hjem efter råd. 
De føler sig nødvendige og betyd- 
ningsfulde, og deres forhold til deres 
datter er meget tilfredsstillende for 
dem. 

Dette eksempel peger på nogle af 
elementerne i et stærkt afhængig- 



Samhørighed 

Et mål for familien 
og Kirken 



At arbejde sammen — benytte sig af 
hinandens evner til fremme og gensi- 
dig udvikling — det er samhørighed 



AF WILLIAM G. DYER 




heds-udviklende forhold. Personerne i 
autoritets-stillingerne (i dette tilfælde 
forældrene) bruger den underordnede 
person (datteren) til at tilfredsstille 
mange af deres egne behov. De ville 
sandsynligvis være forargede og 
sårede, hvis det blev antydet, at de 
er selviske, for at være selviske i den 
betydning, at de er bekymrede for sig 
selv på en andens bekostning, er ikke 
en del af deres bevidste bevæggrund. 
Men i den virkelige betydning er de 
selviske, for de har ubevidst tilfreds- 
stillet flere af deres egne behov uden 
at overveje deres datters evige, langt- 
rækkende velfærd. 

Der er tider, hvor afhængighed er 
berettiget og nyttig. Lejligheder vil 
opstå, ved hvilke en person behøver 
hjælp udover sine egne evner. Til 
tider må vi alle stole på andre — dok- 
torer, lærere, rådgivere, reparatører, 
venner, forældre — når vilkår, som er 
udover, hvad vi kan klare alene med 
vore evner, stiller sig ansigt til ansigt 
med os. Afhængighed bliver lammen- 
de, når en person ikke længere søger 
at udvikle sine egne evner eller be- 
væger sig med en bedre stilling, hvor 
han samarbejder med personer med 
autoritet, men automatisk formoder, at 
han ikke kan gøre noget uden andres 
vejledning, støtte og indflydelse. 



Alle mennesker begynder livet fra en 
position af næsten fuldstændig af- 
hængighed af andre. Udviklingen af 
barnet bort fra fuldstændig afhængig- 
hed er ansvaret hos de voksne, som 
indtager autoritetsstillinger over ham. 
Hvordan man bruger autoritet for at 
hjælpe andre at vokse, er hovedud- 
fordringen til enhver forældre og en- 
hver person i en autoritetsstilling. 
Altfor ofte bekymrer autoritative per- 
soner sig om de forkerte mål. Foræl- 
dre ønsker børn, som blot opfører sig 
ordentligt, lærere ønsker kun rolige 
klasser eller studenter, som vil gøre 
og sige, hvad lærerne ønsker; admini- 
stratorer ønsker underordnede, som 
vil adlyde uden spørgsmål, som er 
ja-sigere. En måde at opnå disse mål 
på er velovervejet eller ubevidst at 
skabe afhængighed hos andre. Inte- 
ressant nok opdager „afhængigheds- 
producerende" ledere aldrig deres 
andel af problemet, for de vil ofte ud- 
bryde tungsindigt: „Hvad vi behøver 
er flere mennesker, som vil tage initia- 
tivet og ikke blot sidde omkring, og 
vente på, at blive fortalt, hvad de skal 
gøre". 



I det andet adfærdsmønster finder vi 
ønsket om at være fri, at „klare det 
selv". Nogle hævder, som den engel- 
ske filosof Thomas Hobbes gjorde, at 
menneskets fundamentale natur er en 
tilstand, i hvilken ethvert menneske 
er i krig med alle andre, idet han prø- 
ver at fremhæve sin egen egocentri- 
ske verden. Hvis enhver kun gør, hvad 
han ønsker, uden at tage hensyn til 
andre, har vi anarki. 
Når forældre ser denne tendens i de- 
res børn, prøver de ofte at undertryk- 
ke, formindske eller forandre det. 
Børn ønsker ikke at have deres lege- 
tøj sammen med andre, men forældre 
ønsker det. Børn ønsker at løbe om- 
kring i Kirken under søndagsskolen, 
men voksne ønsker, at de skal sidde 
stille; børn ønsker ikke at spise 
bestemte retter, men moder ønsker 
de skal spise op. Der synes at fore- 
gå en behændig (og somme tider 
ikke så behændig) kamp mellem de 
voksne, som ønsker at kanalisere eller 
kontrollere, og de unge mennesker, 
der ønsker at være uafhængige og 
frie til at gøre, hvad de har lyst til. Det 
er denne grundlæggende kamp, 
gensidig afhængighed hviler på. Nogle 
indvikler sig i et modsætningsforhold 




206 



til autoriteterne og anvender megen 
tid og energi på at finde metoder til 
at modstå indflydelsen fra dem, der 
står over dem. De kan altid finde en 
grund til, hvorfor den autoritative per- 
sons ønsker ikke kan eller ikke skulle 
udføres, og de fortsætter med at 
demonstrere dette med et præg af 
selvfuldbyrdende profeti. 
Sommetider er dette negative svar 
resultat af autoritetens forkerte tilnær- 
melse, lad ham være fader, lærer, 
chef eller leder. Måske give autorite- 
ten direktiver til den underordnede på 
en måde, som er nedværdigende og 
berøver ham personlig værdighed. 
Ofte levnes der ingen plads til spørgs- 
mål eller diskussion eller en dialog — 
fader eller moder ønsker, deres barn 
skal adlyde, „uden at svare igen". 
Sådan en holdning skaber i mange 
personer en stærk, oprørsk reaktion. 
Nogle ledere synes forsætligt at 
skabe situationer, hvor den underord- 
nede stiller spørgsmål eller går imod, 
så at autoritetspersonen kan „vise, 
hvem der er chef" og således vinde 
en slags hemmelig glæde ved at be- 
herske et andet menneske. Herren 
havde dette at sige om brugen og mis- 
brugen af autoritet: 



om vi forsøger at skjule vore 

synder eller tilfredsstille vort hovmod 
og vor forfængelige ærgerrighed eller 
øve kontrol, herredømme eller tvang 
over menneskenes sjæle i nogen som 
helst grad af uretfærdighed, se, da 
unddrager himlene sig os, Herrens 
ånd bedrøves, og når den er veget 
bort, da er den mands præstedømme 
og myndighed borte. 
„Ved sørgelig erfaring har vi lært, at 
det ligger i næsten alle menneskers 
natur og tilbøjelighed, så snart de 
formoder, de har fået en smule myn- 
dighed, da straks begynde at udøve 
uretfærdigt herredømme. 
„Derfor er mange kaldede, men få 
udvalgt" (L&P 121:37, 39-40). 
Det skulle imidlertid ikke antages, at 
det altid er den autoritative persons 
fejl, når modstand og reaktion indtræf- 
fer. Ofte kan den autoritative person 
opføre sig helt passende, men den 
underordnede er blevet så vant til at 
føle sig fornærmet og at gøre oprør 




mod autoritet, at han altid reagerer 
negativt, uanset hvordan den højere- 
stående handler. Somme tider betyder 
dette, at både underordnede og over- 
ordnede har brug for at undersøge 
sin holdning og opførsel og udarbejde 
en forandring for at opnå et nyt og 
mere effektivt vekselvirkningsniveau. 
Det mønsterforhold, som er både mu- 
ligt og ønskeligt mellem overordnede 
og underordnede kaldes samhørighed 
— det at benytte sig af hinandens 
evner til fremme og gensidig udvik- 
ling. Uafhængighed bruges ikke, for 
den antyder, at den underordnede er 
befriet fra dem, som har autoritet, og 
går sin egen vej. Uafhængighed er 
ikke den mest effektive måde at be- 
væge sig på i verden af i dag, enten 
det drejer sig om familien, skolen, 
Kirken, forretning eller regeringsorga- 
nisation, samfundet, nationen eller 
verden. 

Vi er gensidigt afhængige mennesker 
af nødvendighed. Desværre har de 
fleste mennesker ikke lært samhørig- 
hed med andre. Fra Evangeliet og fra 
forfattere og forskere af menneskelig 
adfærd har vi følgende handlinger, 
som bør antages af den autoritative 
og vil lede ti! større samhørighed: 
1. KÆRLIGHED OG INTERESSE. 
Enhver underordnet person må vide, 
at personen med autoritet over ham 
virkelig bekymrer sig om ham som en 
person og ikke kun, hvis han gør, 
hvad han bliver bedt om. Frelseren 
sagde: „Hvis I elsker mig, så hold 
mine befalinger". (Johs. 14:15). Han 
sagde ikke: „Jeg vil ikke elske Jer, 
med mindre I holder mine befalinger." 
Kærlighed til den enkelte er ubetinget, 
f skønt vi ikke kan elske visse af hans 
handlinger. Alt for mange forældre og 
andre autoriteter holder på betinget 
kærlighed som basis for et forhold: 
„Jeg vil elske dig, men kun på betin- 
gelse af, at du gør, hvad jeg ønsker, 
vil være afhængig af mig og vil imøde- 
komme mine behov". Sådan en basis 
fører enten til afhængighed eller 
oprør. 

Forældre skulle sætte sig ned og tale 
om deres kærlige følelser og bekym- 
ring for deres børn, grenspræsidenter 
med grenens medlemmer, chefer med 



207 



underordnede. Hjertets følelser har 
man behov for at dele med andre, 
ligegyldigt hvor kejtet eller vanskeligt 
det kan være. Og det må gø-res nu. 
Udsættelse forstærker udviklingen af 
forholdet i negativ retning. 

2. TILLID. Autoritative personer skul- 
le begynde at fremvise større for- 
trolighed og tillid og stole på dem, som 
er under dem. Forældre skulle stole 
på, at deres børn kan foretage rigtige 
beslutninger og skulle give dem den 
chance. Den frygtsomme autoritet er 
bange for, at andre vil gøre fejl eller 
ikke udføre arbejdet lige på den måde, 
han ville gøre det, så han vandrer om- 
kring, iagttager og afkontrollerer indtil 
han får dem til at føle sig ligesom den 
seks-årige, der fumler med sine snø- 
rebånd. 

Da Joseph Smith blev spurgt, hvordan 
han styrede de sidste dages hellige, 
var hans svar: „Jeg lærer folket de 
rigtige principper, og så styrer de sig 
selv". (John Tayler i Tidsskrift for 
Taler, 10:57-58) Grundlæggende i det 
samhørige forhold er belæringen om 
rigtige principper- det er, hvad den 
autoritative person må gøre. Efter at 
der er blevet undervist om principper- 
ne, må han stole på, at de andre går 
fremad og styrer sig selv, i samarbej- 
de med autoritet, men ikke reguleret 
og kontrolleret af den. 

3. ÅBEN KOMMUNIKATION. Den 
åbne indvielse i oplysninger er en væ- 
sentlig bestanddel. Kommunikation 
indebærer, at der er en sender og en 
modtager, og at der er forståelse mel- 
lem de to. Hvor samhørighed findes 
har både overordnede og underord- 
nede en chance for at sende og at 
modtage. Det er ikke et en-vej-kom- 
munikations-system, hvor autoriteten 
fortæller, og det altid er meningen, at 
andre skal lytte. I kommunikation de- 
ler vi vore tanker og følelser. Folk har 
tanker, ideer eller meninger så vel 
som følelser angående næsten ethvert 
emne eller spørgsmål. Hvis vi ønsker 
sand forståelse, må vi dele begge 
slags holdepunkter. 

Mange forældre deler kun få af deres 
egne følelser eller ideer med deres 
børn. At give anvisninger, ordrer og 
befalinger er ikke at dele. Det at dele 



kommer først, før beslutningerne er 
endeligt truffet og er en proces, der 
består i at få tanker og følelser ud i 
det fri, så en god beslutning kan træf- 
fes. 

Før beslutninger træffes, skulle den 
autoritative person sige: „Jeg ønsker 
at vide, hvad I tænker, og hvordan I 
føler med hensyn til det forhånden- 
værende spørgsmål. Jeg ønsker i 
sandhed denne oplysning. Jeg vil ikke 
dømme jer eller straffe jer for at være 
sandfærdige og oprigtige. Hvis vi alle 
lægger vore kort på bordet, og hvis 
vi virkelig vedkommer hinanden og 
stoler på hinanden, kan vi fremkomme 
med løsninger, der vil være tilfreds- 
stillende for enhver". 

4. AT DELES OM BESLUTNINGER. 
Samhørighed kræver, at beslutninger 
træffes på en samarbejdende måde, 
hvor alle deltagere forstår hinanden 
og kommer til en løsning, de alle føler 
godt for og er villige til at støtte. At 
deles om beslutninger er ikke nødven- 
digvis fifty-fifty beslutninger i den for- 
stand, at hver person altid vil fordre 
en lige del i alting. Sommetider vil 
faderen sige: „Søn, du har mere erfa- 
ring med biler, end jeg har; jeg stoler 
på, at du kan tage beslutningen, og 
jeg vil støtte den". Til andre tider vil 
sønnen svare på lignende måde til 
faderen, og dog vil hver enkelt til an- 
dre tider være nødt til at lytte til den 
anden og udarbejde en løsning, begge 
kan støtte og gennemføre. 

5. FÆLLES OPTRÆDEN. Samhørig- 
hed betyder at arbejde sammen. Det 
at føre beslutninger ud i livet kræver, 
at folk arbejder sammen. I alt for man- 
ge familier fortæller forældre hvad 
deres børn skal gøre. Forældrene 
presser, kontrollerer eller straffer, 
indtil barnet gør, hvad de forlanger. 
Alt for lidt arbejde planlægges og ud- 
føres sammen, hvor alle erfarer glæ- 
den ved samarbejde, fuldbyrdelsen af 
opgaven løst i samhørighedens ånd. 
Sommetider kræver arbejdet en en- 
kelts indsats, men det er mere til- 
fredsstillende, hvis det kan deles med 
andre. Hvis den autoritative person er 
bekymret for sin status eller sit „ima- 
ge", kan han foretrække at undgå at 
arbejde med dem, som er under ham; 



men flere og flere folk i højere stillin- 
ger er ved at lære Skriftens sandhed, 
„Den, der er den største iblandt jer, 
skal være jeres tjener" (Matt. 23:11). 
I vort samfund ser vi alle vegne om- 
kring os konsekvensen af unge men- 
nesker i oprør. De gør enten oprør 
mod autoritet, eller de har aldrig lært, 
hvordan man arbejder sammen med 
autoritative personer. Træning i sam- 
arbejdende problem-løsning og sam- 
virke må læres i hjemmet. Dette bety- 
der ikke, at forældre giver deres børn 
tilladelse til at gøre hvad som helst, 
de har lyst til, det betyder heller ikke, 
at børn slavisk følger forældres ind- 
fald; det er snarere en ægte tilstand 
af gensidig anstrengelse, baseret på 
kærlighed, interesse og tillid. O 



208 




BØRNENES 
SiDER, 




Præsident 
Joseph Fielding Smith 



AF EDITH S. PATRICK 



For 96 år siden var der en dejlig 
moder, som havde tre dyrebare 
små døtre. Hun længtes meget ef- 
ter at få en søn. Hun elskede sin 
himmelske Fader højt og troede op- 
rigtigt på bønnens magt. Hun bad 
og fortalte Herren, at hvis Han ville 
sende hende en søn, ville hun gøre 
alt, hvad der stod i hendes magt 
for at hjælpe ham til at gøre sin 
fader og sin Himmelske Fader ære. 
Da hun havde fået sit fjerde barn, 
en dreng, og hun holdt ham i sine 
arme, var hun slet ikke i tvivl om, 
at han var noget specielt. Han var 
kommet som svar på hendes bøn. 
Han fik sin faders navn, Joseph Fiel- 
ding Smith, og han beviste virke- 
lig, at han på mange måder var 
noget specielt. 

Han var den fødte student og el- 
skede at læse og studere, lige fra 



dengang han havde lært at læse. 
Før han fyldte ti år, havde han læst 
Mormons Bog to gange. Hans fa- 
der blev kaldet til at gå på den ene 
mission efter den anden og var 
borte fra hjemmet meget af tiden. 
Joseph og hans brødre måtte ar- 
bejde hårdt for at passe husdyrene, 
haven og nogle få frugttrærer, så vel 
som de måtte hjælpe til med me- 
get af det huslige arbejde, for nu 
var familien temmelig stor. Hans to 
ældre søstre var rejst til New York 
på skole. Han lærte endog at bage 
brød for at hjælpe sin moder. Om 
efteråret, da så mange af mændene 
og drengene gik på jagt for at skaf- 
fe kød til vinteren, ville Joseph al- 
drig med. Han kunne simpelthen 
ikke dræbe, ikke engang et vildt 
dyr. 
Hans moder var læge og blev ofte 

49 




: VS a 



1/ 



^s 



v< 






kaldt ud midt om natten. Det var 
Josephs job at spænde hesten for 
det lille enspænderkøretøj med kun 
et sæde, når der var nogen der 
havde brug for hans moder. På den 
tid fandtes der ingen telefoner eller 
automobiler, og mange af tilkaldel- 
serne kom ved hjælp af mænd på 
hesteryg eller cykel eller mange 
gange efter mange mil til fods. Søs- 
ter Smith var altid parat til at hjæl- 
pe dem, der var i nød. 
Da Joseph var ganske ung, rejste 
han på mission til England. Han 
syntes godt om sit missionærar- 
bejde og høstede stor glæde ved 
at forklare Evangeliets principper 
til mennesker, som ikke havde hørt 
om dem. 

Efter at være kommet hjem igen 
giftede han sig med en smuk, ung 
skolelærerinde. Senere blev han 
valgt til at være apostel. Denne ud- 
vælgelse kom ikke som nogen 
overraskelse for hans moder. Hun 
vidste, at han var forberedt til Her- 



Præsident Smith kan fejre sin 95 
års fødselsdag den 79. juli. Primary- 
børn i hele verden ønsker ham hjer- 
telig tillykke med fødselsdagen. 







rens arbejde. Hun vidste også i sit 
hjerte, at Herren havde inspireret 
brødrene i deres valg. 
Igennem mere end 60 år har han 
helliget sin tid og sine talenter til 
arbejde for Herren. Foruden at pas- 
se sine mange pligter har han væ- 
ret en vidunderlig fader og et ek- 
sempel for sine elleve børn. Han 
elsker børn af hele sit hjerte. Han 
ved, at de er børn af Gud, og at de 
må oplæres til retskaffenhed for at 
forberede sig til en dag at se de- 
res himmelske Fader igen. 
Joseph Fielding Smith er nu blevet 
opretholdt som profet, seer og 
åbenbarer i Jesu Kristi Kirke af Sid- 
ste Dages Hellige. Hans kærlighed 
til hele menneskeheden er ube- 
grænset, og hvis man spurgte ham 
om, hvad der ville være hans største 
ønske, ville det utvivlsomt være at 
kunne hjælpe andre til at forstå og 
efterleve Guds befalinger. Han ved, 
at efterlevelse af Evangeliet giver 
den største lykke i verden. O 



50 



EN 



Storm 



PA HAVET 



AF IRIS SYNDERGARD illustreret af Jerry Harston 



Jason C. Jones kravlede ud gen- 
nem lugen og skyndte sig ud på 
skibsdækket. Der var fuldt dags- 
lys over hele oceanet. Han så op 
mod de enorme firkantede sejl, der 
bredte sig over j hovedet på ham. 
Den opgående sol farvede dem 
sædvanligvis gyldne, men denne 
morgen var skyerne tunge. Der kom 
intet sollys igennem. 
Jason gik omkring mellem kasser 
og tønder, der var surret til dæk- 
ket, og som tilhørte emigranterne. 
Han søgte efter sin ven, William 
Baxter, som var førstestyrmand på 
skibet. 

Kort efter, at de var blevet indski- 
bet i Liverpool, England, havde Wil- 
liam fortalt Jason, at han var glad 
for at sejle på et skib med Sidste 
Dages Hellige om bord. 
„Sømænd ved," havde William sagt, 
idet han vinkede til Jason, „at skibe, 
der sejler med jeres folk, ikke er 
tilbøjelige til at gå ned." 
Igennem de lange sørejsedage hav- 
de William talt med Jason og for- 
klaret ham mange ting om skibet. 
Han gjorde opmærksom på, hvor- 
dan sejlene virkede, og lod endog 
Jason sætte og stryge de små tre- 



kantede sejl, som han kaldte klyver 
og stag. 

Han fortalte også Jason, hvad det 
var, kaptajnen lavede, når han brug- 
te en sekstant. „Han finder vores 
vej tværs over vandet," forklarede 
William. „Der er ingen veje på ha- 
vet. Man kan ikke rigtig kalde vore 
landkendinger for veje. Vi må styre 
efter sol og stjerner." 
Da han gik hen til rælingen denne 
morgenstund, kikkede Jason ned på 
vandet. Han klyngede sig til rælin- 
gen og var bange. Aldrig havde han 
set så store bølger. De lignede 
umådelige grønne bakker, som rul- 
lede fremad, med dybe dale imel- 
lem. Bølgerne fik skibet til at hugge 
tungt op og ned i søen. Det var 
svært for Jason at holde balancen. 
Han var bange. 

De store firkantede sejl, der var 
fastgjort over kors på skibsmasten, 
bølgede udefter, efterhånden som 
vinden blev stadig mere stærk. 
Folk, som begyndte at komme op 
på dækket for at trække frisk luft 
efter en nat tilbragt under dæk, 
kunne mærke dens styrke. Jason 
så mrs. Perkins gribe i sine skørter, 
da de hvivlede op. Mr. Wilsons 



51 



lange hvide skæg blæste lige ud. Til 
trods for sin frygt fik synet Jason 
til at le. 

Derefter så han sin fader gå hen 
til kaptajn Brown. Jason fulgte ef- 
ter. Han hørte kaptajnen råbe: „Det 
er bedst at få Deres folk nedenun- 
der igen, ældste Jones. Det begyn- 
der at blæse hårdt." 
Jasons fader begyndte at dirigere 
folkene tilbage igennem lugen igen, 
idet han holdt sin sorte hat med 
begge hænder. Jason så William 
dingle henad dækket. 



„Er der noget, jeg kan hjælpe 
med?" råbte han, idet han løb ved 
siden af sømanden. 
Han tænkte på, hvor meget William 
havde lært ham. En dag var de en- 
dog gået ind i styrehuset, hvor han 
havde ladet Jason tage roret alene. 
Det at holde på dé store træk- 
nager i rattet og føle det store 
fuldriggede skib bevæge sig under 
hans hænder, havde fået Jason til 
at føle sig som en konge. 
Nu var det skib i fare, og menneske- 
ne på det også. Jason var bekymret 
for de gamle mennesker og for de 
unge par med deres børn — der 
var endda blevet født et barn dagen 
før — som havde forladt deres hjem 





54 




55 



i England for at rejse til nye hjem i 
Saltsødalen. 

Jason hørte William råbe: „Grib en 
line der, dreng. Hjælp med at rebe 
sejlene." 

Han løb henad det hældende dæk. 
Ved at trække hårdt i en rebende 
hjalp Jason sømændene med at 
mindske sejl. Rasende vind rev i 
hans klæder. Øsende regn blæste 
sidelæns og piskede hans krop, så 
han rystede af spænding og kulde. 
Kaptajn Brown, der stod på for- 
dækket med vidt skrævende ben 
pegede opad. Jason hørte ham 
brøle: „Til tops manne." 
Han kunne næppe tro, at sømæn- 
dene skulle sendes opad disse høje 
rebstiger til rigningen i en sådan 
strom. Jason så de uhyre sejl bølge 
og følte skibet hoppe under sig 
som en løbsk hest. Så vidste han, 
at sømændene måtte adlyde deres 
kaptajn. Skibets sikkerhed afhang 
deraf. 

Kaptajn Brown tog Jason i skul- 
deren og råbte: „Gå ned og fortæl 
din fader, at vi har brug for en sær- 
lig bøn." 

Jason klatrede ned gennem lugen 
ind i mørket — Der var ingen lys, 
der kunne brænde i sådan en 
storm. Selvom han vidste, at der 
var forsamlet mere end fire hund- 
rede mennesker under dæk, hørte 
han ikke en lyd med undtagelse af 
brølende vind og dundrende vand. 
Så så han sin fader. Han og adskil- 
lige andre mænd knælede i en 
rundkreds. Jason var klar over, at 
de allerede var i færd med at bede 
den bøn, som kaptajn Brown havde 
bedt om. 
Jason vendte tilbage til dækket. 



Idet han lagde hovedet tilbage, så 
han sømændene hænge højt oppe 
i træbomme, som var forankret 
overkors til den høje mast. Sømæn- 
dene kæmpede for at fastgøre sej- 
lene til bommene. Hvordan kunne 
de undgå at blive blæst ned fra de 
svajende bomme, imedens de fast- 
gjorde de flagrende sejl? Til sidst 
var sejlene surret. En for en firede 
sømændene sig ned ad rebene og 
sprang ned på dækket. 
Pludselig følte Jason, at han miste- 
de fodfæstet. Skibet gled sidelæns. 
Ned, nedad gik det, indtil Jason var 
sikker på, at det aldrig ville blive 
bragt flot igen. En enorm bølge 
styrtede ned på dækket, nær ved 
at kvæle ham med grønt vand. Han 
gispede og kæmpede for at få luft, 
da skibet langsomt kom på ret køl 
igen. 

Idet han tørrede vandet af øjnene, 
så Jason sig omkring. Kaptajn 
Brown stod stille. Det samme gjor- 
de sømændene. Deres ansigter var 
forstenede af frygt. Men de vilde 
bølger var begyndt at blive rolige. 
Den hylende vind døde hen. Lidt 
efter lidt kunne man høre den stille 
lyd af den knagende mast og et 
spædbarn, der græd under dæk. 
William Baxter talte med ærefrygt: 
„Stormen har lagt sig." 
Jasons fader og to andre mænd 
kom op på dækket. Kaptajn Brown 
gik hen til dem. Han strakte sin 
hånd ud. 

„Igennem mine tredive år på havet," 
erklærede han," har jeg aldrig set 
en så frygtelig storm ende så brat." 
Derefter tilføjede han højtideligt: 
„Herren være lovpriset." 

O 



56 




JOSEPH SMITHS 
ungdom 



AF JAMES B. ALLEN 



James Allen er professor i amerikansk ved Brigham Young University. Han 
har en særlig forkærlighed for Joseph Smiths liv og samtid. „New Era" 
havde samlet en komite af historieprofessorer og en gruppe gymnasieelever 
og universitetsstuderende, som blev bedt om at udfærdige en liste over 
det, de godt kunne tænke sig at få at vide om Joseph Smiths ungdom. 
Her er resultatet. 



Den 23. december 1825 fejrede en smuk, 183 cm høj, ung 
amerikaner med blå øjne og lysebrunt hår sin tyveårs 
fødselsdag. Hans navn var Joseph Smith, jr. 
Det var en fascinerende tid at leve på for en mand på 
tyve. General Andrew Jackson 1 , som Joseph teenere 
skulle komme til at beundre som en af Amerikas største 
ledere, forfejlede sit første forsøg på at blive præsi- 
dent. Eriekanalen blev åbnet, parat til at forårsage den 
betydeligste økonomiske udvikling i Amerika siden op- 
findelsen af bomuldsgreneringsmaskinen. 
1 Sydamerika fejrede de sidste spanskbeherskede repu- 
blikker deres første uafhængighedsår. I Rusland blev 
Nikolaj den Første 2 czar, og i Japan forsøgte regeringen, 
foruroliget over den uønskede inflydelse fra fremmede, 
at uddrive næsten alle udlændinge. 
Josephs verden var anderledes. Men alligevel — mange 
af de ting, han foretog sig, og mange af hans problemer 
lignede dem, man finder hos unge Sidste Dages Hellige 
i 1970erne. Lad os slå bro over slægtleddene og se, 
hvilke lighedspunkter der er mellem Joseph Smiths unge 
dage og vore nuværende. 

Da profeten var tyve år gammel, havde har allerede op- 
levet meget, som få andre mennesker, før eller siden- 
hen, har oplevet. Han havde set Faderen og Sønnen og 
avde talt med dem; han havde talt med engle; han hav- 
de set og berørt de gamle optegnelser, der skulle blive 
til Mormons Bog. 

Men Joseph Smith havde ikke opnået fuldkommenhed. 
Han havde fejl, som han måtte prøve at overvinde. Een 
af dem var hans måde at skrive på — hans mor påstod, 
at hans stavning var den dårligste i familien. Som teen- 
ager blev han ofte fundet i dybe tanker — „dagdrøm- 
meri", kaldte de fleste det — derfor gik han for at være 
mageligt anlagt. 

Den unge Joseph var heller ikke hævet over fristelser. 
I sine værker omtalte han senere, at han, selv efter at 
have fået sin første åndelige tilkendegivelse, plejede 
omgang med mennesker af enhver slags, og derfor „be- 
gik jeg ofte mange tåbelage fejlgreb, der viste ungdom- 
mens svaghed og den menneskelige naturs ufuldkom- 
menhed, og jeg må med bedrøvelse sige, at jeg ofte 
ledtes i adskillige fristelser, som måtte være anstødelige 
i Guds øjne." (Se Joseph Smith 2:28). Det var dog ikke 
sådan, at han gjorde sig skyldig i „store og grove syn- 
der," for, som han sagde, „Det var min natur imod at 
begå noget sådant." Men da han var livlig og munter af 
sig og altid fuld af sjov, blev han „skyldig i letsindighed." 
Han følte sig tit under fordømmelse, sagde han, for sin 
„svaghed og sine ufuldkommenheder;" men da han var 
omkring sytten år, havde han fundet sin nødvendige 
indre styrke til at overvinde sine alvorligste ufuldkom- 
menheder, og han havde fundet mod til ivrigt og med 
held at søge Guds tilgivelse. 

Hans dømmekraft og sunde fornuft udviklede sig til sta- 
dighed, for det år, han fyldte tyve, kunne han overtale 
sin arbejdsgiver til at holde op med at grave efter skatte. 



209 



Joseph havde arbejdet for Josiah Stoal for eet hundrede 
kroner om måneden. Ligesom mange andre mennesker 
i denne del af New York gravede hr. Stoal efter skjulte 
skatte. Joseph fortalte: „Jeg vedblev at arbejde i næsten 
en måned, uden at vi havde noget held med vort fore- 
havende, og sluttelig lykkedes det mig at få den gamle 
herre til at ophøre med graveriet. Således opstod den 
meget udbredte historie om, at jeg skulle have været 
skattejæger." 

Skønt Joseph engang skulle blive profet, oplevede han 
mange af ungdommens problemer, fristelser og bekym- 
ringer. Under dette lærte han omvendelse og tilgivelse, 
principper af stor betydning for mennesker uanset deres 
alder. 

Desværre førte den unge Joseph ingen dagbog; hans 
navn er ikke at finde i nogen af datidens aviser, og 
samtidige tidsskrifter indeholder ingen oplysninger om 
ham. Vi er derfor henvist til at rekonstruere hans tidlige 
manddom ud fra erindringer hos hans moder og andre 
mennesker, der har kendt ham, og ud fra vort kendskab 
til forholdene i al almindelighed på den tid. 
Han var kun ni år, da hans familie flyttede fra Vermont 
til det vestlige New York som så mange andre fra New 
England for at søge sig en bedre gård og forbedre sin 
økonomiske situation. Deres nye gårds landområde (på 
omkring 40 hektar) var dækket af skov. I det mindste 
det første år af deres tid der gik med at rydde området 
for træer. 

Ægteparret Smith havde otte børn, og det var svære 
tider for dem. Den unge Joseph vidste, hvad det ville 
sige at hans forældre var forgældede. Han vidste også, 
hvad det betyder, når nogen er afhængige af een; for 
han måtte arbejde for at bidrage til familiens underhold. 
Joseph lærte at hugge brænde på sin fars gård i New 
York, mens han sammen med sine brødre hjalp til med 
at rydde de tætbevoksede jorde. De „bæltede" træerne; 
det vil sige, at de udskar et bælte af bark rundt om 
hvert træ, så at det gik ud. Det døde ved blev så brændt, 
og pionerfamilien kunne undertiden sælge asken af 
løvtræerne eller den kali og perleaske, der fremstilledes 
deraf. De træer, man ikke „bæltede", fældede man, mens 
de endnu var friske, og i det vestlige New Yorks ahorn- 
bevoksede landområder var dette ikke nogen nem op- 
gave. 

Familien Smiths gård var velegnet til at dyrke hvede på, 
og hvis familien var som nybyggere i almindelighed, må 
de være begyndt på denne dyrkning, så snart det kunne 
lade sig gøre. 

Den nye gård kunne ikke straks skaffe udkommet til en 
familie med ti medlemmer, og Joseph og hans brødre 
fandt sig snart i færd med at hjælpe ti! ved en mængde 
små foretagender. Deres mor malede voksduge, som 
familien gik omkring og falbød ved dørene. 
I Palmyra, hvor de boede før de flyttede til gården, hav- 
de Josephs far åbnet en butik med kager og root beer 3 , 
og herfra solgte han ingefærkager, engelske postejer, 



210 




kogte æg og andre varer, idet han nu og da kørte rundt 
med en hjemmelavet trækvogn og falbød sine ting ved 
dørene. Joseph har sikkert hjulpet til. 
Senere solgte han brændsel tillige med selvlavede ting 
som: stole, kurve, birkekoste og ahornsirup 4 . Familien 
Smith gik omkring og falbød sine kager og sit root beer 
ved offentlige begivenheder, herunder vækkelsesmøder 
og helligdage. 

Efterhånden som Joseph blev ældre, fandt han mulig- 
heder for beskæftigelse undenfor hjemmet; han lugede 
korn, gravede brønde og fjernede klippestykker. En na- 
bo, som Joseph arbejdede for, sagde om ham: „Hans 
storslåede optræden, hans trofasthed og hans venlige 
måde at tale til een på kunne ikke undgå at vække 
respekt hos dem, der havde den fornøjelse at lære ham 
at kende. Jeg har aldrig mødt nogen, der var ham over- 
legen i nogen af de drengede lege og fornøjelser, han 
hengav sig til, og dog var han altid venlig og i stand til 
at bevare andres velvilje." 

Joseph Smiths liv som ung var ikke lutter arbejde og 
trængsler. Hans mor fortæller, at han tilbragte megen 
tid fordybet i tanker. Han var også nysgerrig overfor 
verden omkring sig — måske endda så meget, at han 
til tider gjorde sig utålelig. En ung spøgefugl sværtede 
hans ansigt til med blæk engang, da han kom for tæt 
på en bogtrykkerpresse. På den anden side var han en 
munter sjæl og havde en sund sans for humor. Det var 
ikke ualmindeligt at han, selv efter at han var blevet 
voksen, tillod sig nogle private, harmløse spøgefuld- 
heder. 

Joseph holdt som ung også meget af sport, især uden- 
dørs. Han fandt tid til at udmærke sig i adskillige lege 
og forlystelser. I Amerikas nybyggersamfund var dygtig- 
heds- og styrkeprøver, såsom brydning, kapløb, spring 
og stick-pulling, populære bland de unge mænd, og 
Joseph var dygtig til alle disse ting. 
Stick-pulling (ordret: „stang-trækning" o.a.) er en sport, 
i hvilken de to modstandere sidder med deres fødder 
mod hinanden og med hænderne griber om en stang, 
der er ophængt imellem dem. Den, der kan trække den 
anden op ved at trække i stangen, har vundet. Efter- 
som Joseph var høj af vækst og havde god balance i 
kroppen, vandt han som oftest både i denne sport og i 
brydning. Han kunne også lide at fiske, især i Durfee's 
Mølledam i nærheden af Palmyra; og han holdt af at gå 
på jagt. Endnu som voksen tilbragte han mange timer i 
skovene med sin hund og sit gevær. 
Som så mange andre unge landbrugerbørn på den tid 
havde Joseph kun ringe lejlighed til skolegang. Som 
barn har han måske gået i underskolen i Vermont, hvor 
loven fordrede, at der fandtes offentlige skoler i alle 
beboede områder. I New York var der ingen offentlige 
skoler, og ægteparret Smith havde ikke råd til at lade 
sine børn gå i en privat skole. 

Efter hvad nogle af deres naboer fortæller, holdt familien 
Smiths medlemmer på vinteraftener skoler i deres eget 



hjem og diskuterede Bibelen. Joseph lærte begyndel- 
sesgrundene i læsning, skrivning og regning. Han lærte 
også at udtrykke sig godt og blev et aktivt medlem af 
en stedlig diskussionsklub. Senerehen i livet øgede han 
sine kundskaber kraftigt ved at studere sprog, historie, 
naturvidenskab og styrelsesforhold. 
Som alle normale og veludviklede unge mænd nåede 
Joseph efterhånden den alder, da han begyndte at in- 
teressere sig også for det modsatte køn. To af de unge 
damer, han forsøgte at gøre indtryk på, var døtre af Jo- 
siah Stoal, der boede omkring tres kilometer fra Pal- 
myra. Joseph kom til at arbejde for deres fader, lige før 
han fyldte tyve. Der findes ingen direkte oplysninger 
om, hvad de foretog sig ved deres stævnemøder; men 
hvis de fulgte det samme mønster som de fleste nybyg- 
gere vestpå, har deres mest yndede form for under- 
holdning været dans. 

Den almindeligste dans var Virginia Reel, med sin hur- 
tige, hvirvlende facon, som holdt alle i bevægelse. Sel- 
skaber i hjemmene var også almindelige. Her samledes 
grupper af unge mennesker for at spise god mad, danse 
og more sig med forskellige selskabslege. Som en be- 
stemt nybyggerhistoriker har skrevet: „Da mange af 
disse lege havde kysseri som hovedformål, var de sær- 
deles velegnede til at hjælpe et frieri på vej." 
Den unge Joseph har sikkert nydt sin tid med kurmageri; 
men det synes også klart, at hans opførsel overfor de 
piger, han gjorde sin opvartning, har været eksempla- 
risk. Nogle får år senere førte visse mennesker, der var 
besluttet på at finde noget slet ved Josephs fortid, de to 
søstre Stoal som vidner i retten, for at prøve at hente 
noget hos dem. De erklærede imidlertid begge samstem- 
mende, at hans opførsel overfor dem såvel offentligt som 
privat havde været af højeste klasse. 
Munter, elskværdig og spøgefuld, som han var, men 
samtidig på det rene sit ansvar for sit eget og andres 
rygte, gav Joseph Smith aldrig nogen ung dame grund til 
at fortryde, at hun havde omgåedes ham. 
Mens Joseph stadig arbejdede for Josiah Stoal, mødte 
han en ganske speciel ung dame, som snart blev hans 
kone. Emma Hale var datter af Isaac Hale, en jæger der 
på stedet, og Joseph boede til leje hos dem. Emma var 
sytten måneder ældre end den smukke, unge mand, 
som var kommet til byen, Bainbridge. Inden længe var 
de to unge mennesker dybt forelskede i hinanden. 
Men deres kærlighed stødte på nogle problemer, da 
Emmas fader blev bekymret over rygterne om, at Joseph 
skulle have haft syner og åbenbaringer. Da hr. Hale 
ikke kendte Joseph ret godt, blev hans mistanke natur- 
ligt nok vakt, og han nægtede at give sit samtykke til 
ægteskabet. De to unge mennesker var virkeligt for- 
elsket i hinanden, og de blev enige om, at deres eneste 
udvej var at løbe bort sammen. De var fuldmyndige, idet 
Joseph var eenogtyve og hans forlovede toogtyve; de 
blev gift den 18. januar 1827. 

(Forts, på side 216) 



211 



Min rejse sammen med Gud 



AF CARLA SANSOM 

Følgende er forfatterindens personlige oplevelse som 

teenager i krigstidens Tyskland. 



Da jeg stod med indkaldelsesordren i hånden 
hin martsdag 1945, sank hjertet i livet på mig. 
Krigen var tabt allerede. Alle talte om det. Alli- 
gevel skulle jeg, en teenagepige i Hamburg, 
inden tre dage melde mig til tjeneste på en luft- 
base i nærheden af min hjemby. Derfra skulle 
jeg rejse videre til en anden base dybt inde i 
Czechoslovakiet. 

Mine forældre kyssede mig farvel med tårer i 
øjnene. To af deres sønner var allerede draget 
af sted. Den ene var i Rusland, den anden var 
faldskærmssoldat et eller andet sted. De havde 
ikke hørt eet ord fra nogen af dem. 
„Vi kan kun stole på Gud", var min faders ord til 
mig. „Glem ikke at påkalde Ham hele tiden." 
Jeg var meget langt nede. Jeg spekulerede på, 
om jeg nogensinde skulle se dem igen. Det var 
farlige tider! Med al den bombenedkastning og 
beskydning af togene ville det være et mirakel, 
hvis jeg kom sikkert frem til luftblasen. Det 
gjorde jeg; men det var en lang, lang rejse. 
Da jeg nåede basen i Czechoslovakiet, udbrød 
den hvidhårede kasserer: „Nu er de begyndt at 
sende børn herud! Du godeste, pigebarn, hvor- 
for blev du ikke hjemme hos din mor? Ved du 
ikke, at russerne er lige i nærheden? Desuden 
er der ikke spor kontorarbejde, du kan tage 
dig af." 

Russerne var meget tæt ved. Dette blev klart, 
da strømme af tyske flygtninge kom dragende 
gennem byen. Vi måtte skaffe dem nattely. De 
blev ved med at komme de næste tre uger — i 
deres kærrer og til fods, sultne, syge, dødeligt 
udmattede og med øjnene lysende af skræk for 
de russiske kanoner. Nogle af dem havde in- 
gen sko på fødderne. De havde banet sig vej 
gennem de snedækkede områder østpå med 
sækkelærred viklet om deres opsvulmede ank- 
ler. Deres småbørn klynkede i det uendelige. 
Vi gjorde vort yderste for at hjælpe; men vores 
stab var ikke forberedt på et nødstilfælde af 
den slags. 

I april begyndte det at tø østpå. Skønt det sta- 
dig var bitterlig koldt, var der en duft af forår 
i luften. En dag trak den gamle kasserer mig 



tilside og sagde med undertrykt ophidselse i 
stemmen: „Vi har lige fået melding om, at rus- 
serne nærmer sig. Jeg har udfyldt de papirer, 
der skal til, for at du kan vende tilbage til Ham- 
burg. De skulle helt have ladet være med at 
sende dig hertil. Du bliver nødt til at tage af 
sted i dag, hvis du vil være væk, inden de tager 
os til fange allesammen." 

Jeg nåede det sidste ordinære tog til Prag. Det 
eneste sted i toget, hvor der var plads, var bag- 
perronen, som myldrede med czekker og slo- 
vakker. Jeg spekulerede på, om nogen af disse 
mennesker vidste, at jeg var tysker. Da toget 
satte i gang, lod jeg mine øjne løbe fra det ene 
ansigt til det andet. Ikke en eneste besvarede 
mit blik. Jeg forsøgte at vrikke mig ind i et 
hjørne, tæt ved en stang; men de tunge, czek- 
kiske bondestøvler flytte sig ikke så meget som 
en tomme. I stedet kunne jeg føle hvidløgs- 
ånde brænde mig i ansigtet og nakken. 
Toget raslede videre, standsede her og der. Det 
ville snart være nat, men det var endnu meget 
lyst på grund af genskinnet fra sneen. Czecho- 
slovakkerne talte sjældent sammen. De nøjedes 
med at gøre sig forståelige med øjnene. Kun 
nu og da blev der sagt noget og altid meget 
hurtigt og ophidset. Men jeg begyndte at lægge 
mærke til, at deres øjne betragtede mig. Plu- 
deslig blev jeg klar over, at jeg ganske lang- 
somt blev skubbet hen mod kanten af bagper- 
ronen, lige over sporet. Jeg så på dem, ude af 
mig selv, men fik kun iskolde blikke igen. Jeg 
begyndte at forstå hensigten. De drøftede, om 
de skulle eller ikke skulle skubbe mig ud af det 
hastigt kørende tog og på den måde befri ver- 
den for endnu en tysker. Det ville komme til at 
se ud, som om det var et hændeligt uheld i 
trængselen. Det skete ofte — ingen ville nogen- 
sinde opdage det. 

Mine øjne mødte blikket fra en ung bonde med 
et hårdkogt udseende. Hans øjne syntes at ville 
sige: „Du er tysker. Og det er der ingen und- 
skyldning for lige nu." 

Jeg holdt mig tæt til stangen, idet jeg ængstelig 
søgte efter en eller anden, der ikke var min 





212 




Søster Sansom er født hos Sidste Dages Hellige forældre i Hamburg i 
Tyskland, hvor hun blev vidne til nogle af Den anden Verdenskrigs drama- 
tiske begivenheder. Hendens søn er nu på mission Vesttyskland. Hun selv 
er gift med Kenneth Sansom og underviser i seniorklassen i Pacific Pali- 
saders Ward (Kalifornien). 



fjende. Alle så på mig. Pludselig standsede to- 
get uventet med et ryk, så vi alle tabte balan- 
cen. Jeg faldt og stødte mod brystet af een eller 
anden. En stærk hånd greb min arm og holdt 
mig et øjeblik. Jeg løftede blikket og så ind i 
øjnene på en stor, mørkladen mand. 
„Tak," „Dekuju Vam" mumlede jeg på czek- 
kisk. (Jeg havde tilegnet mig ca. ti ord.) Han så 
bare ud i rummet. 

Lige i det samme tordnede et troppetransport- 
tog forbi på et andet spor i modsat retning af 
os. Det var pakket med kamptrætte tyske fod- 
folk, som var på vej til de russiske kamplinier. 
Czechoslovakkerne betragtede toget, indtil den 
sidste vogn var skrumlet forbi. Så grinede de 
smørret. Hele den ladning af tyske soldater 
ville snart blive gjort til føde for de russiske 
kanoner. Der var ikke længere nogen grund til 
at lægge mærke til mig. 

Jernbanestationen i Prag var fuld af bevægelse. 
Der var travle, nervøse mennesker overalt om- 
kring mig. På den tyske militærpost fik jeg at 
vide, at der kun kørte militære tog til Tyskland. 
Panikken greb mig. „Hvad skal jeg gøre?" Der 
var intet svar. Russerne var lige i nærheden! 
Jeg løb fra den ene perron til den anden, mens 
jeg bad højt til Gud om hjælp. 
Pludselig råbte en stemme fra vinduet af et 
troppetransporttog på tysk: „Wo gehen Sie hin, 
Fråulein?" (Hvor skal De hen, frøken?) 
„Jeg må tilbage til Tyskland, men jeg ved ikke, 
hvordan jeg skal bære mig ad. Der går ikke 
noget tog." Jeg græd næsten. 
„Der går det her tog. Vi skal nok skjule Dem." 
Otte eller ti arme greb efter mine hænder og 
trak mig så ind gennem vinduet. Toget var stop- 
pet med mennesker. Een af dem sagde: „Det 
her er måske ikke verdens mest komfortable 
sted; men der er altid plads til een passager 
til." 

„Hvor skal De hen?" spurgte jeg, utilpas. 
„Det ved vi ikke. Men vi kommer da i det 
mindste væk herfra!" 

De tilbød mig en snæver plads på et sæde 
ved vinduet. Ellers var jeg blevet kvalt. Soldater- 
ne sagde, at hvis toget standsede, ville de 
gemme mig under en militærfrakke. Toget 
standsede adskillige gange. På grund af alli- 
erede flyvemaskiner måtte det standse under 
dække af en tunnel eller i skjul af en skov. 
Der blev dog ikke givet nogen ordrer, og i 
øjeblikket var jeg i sikkerhed for den ildelug- 
tende militærfrakke. 

Det tog over fjorten timer at nå udkanten af 
Dresden. Vi måtte omdirigeres til en mindre 
station, da hovedbanegården lige var blevet 



bombet i grus. Kilometer efter kilometer var dér ikke 
andet end ruiner og murbrokker. Det var vanskeligt at 
tro, at dette engang havde været Bachs 1 og Mozarts 2 by. 
I Dresden blev jeg igen overladt til mig selv. Sikken et 
kaos jeg løb ind i! Røde Kors folkene havde travlt med at 
tage sig af de sårede og børnene, og militærkøretøjer 
kørte i alle rettninger. Det var umuligt at komme i kontakt 
med nogen. En civilperson råbte til mig: „Gem dig i ruiner- 
ne! Der kommer snart et nyt bombeangreb!" 
Da kom en mærkelig følelse over mig. Der var, som lå 
der en usynlig, kærlig arm om min skulder. Jeg følte det 
meget kraftigt. Nogle få minutter senere susede en mili- 
tærlastvogn forbi mig, standsede pludselig og bakkede 
derpå hentil, hvor jeg stod. 
„Hej, Fråulein, har De brug for et lift?" 
„Ja, ja det har jeg, Jeg må finde en banegård, een, der 
er i drift endnu," 
„Hop ind! Vi finder een til Dem." 

Det virkede som et mirakel. Med eet var der en perron, 
skinner og et tog. 

„Er det her tog kun for soldater? spurgte jeg en kom- 
mandørkaptajn, mens jeg gik langs perronen. 
„Ja, det er det. Hvad laver De her ude?" 
Jeg viste ham mine papirer. Han så på mig med venlige 
øjne. „Det er ikke til at tro." sagde han sagte. „Hvad 
er der blevet af vores nation? Vent her." Kommandør- 
kaptajnen gik hen til en gruppe officerer. Efter en kort 
forhandling med dem kom han hen til mig. 
„Vi er på vej til Berlin. Vi skal jo kæmpe. Russerne er i 
omegnen af Potsdam. De kan godt komme med toget. 
Vi tager ansvaret." 

Jeg blev igen pakket ned som en sild i en tønde. Denne 
gang kom jeg til at stå op. Jeg stod og skiftede fra den 
ene fod til den anden under hele turen. Det var så pine- 
fuldt, at det stadig synes mig uvirkeligt. En soldat rakte 
mig en skorpe hengemt brød. Det smagte som kage. Det 
var det eneste jeg havde fået at spise i tre dage. Aldrig 
nogensinde før havde jeg været så taknemmelig for 
mad. Jeg velsignede den i stilhed. 

Himlen fyldtes med allierede flyvemaskiner, der søgte 
efter toget. Vi måtte igen gøre holdt og vente i skove 
og tunneller. Tit måtte toget omdirigeres, og det så ud, 
som om vi var på vej tilbage til, hvor vi kom fra. Vi så 
ildebrande næsten overalt i horisonten, og hele tiden 
hørtes den ræbende lyd af artilleriet. 
Da toget nåede sin sidste holdeplads, var mine fødder 
så opsvulmede, at jeg ikke længere kunne føle dem. 
Soldaterne myldrede ud som hvepse af en brændende 
rede. Vi befandt os i kampområdet. Der var så støjende, 
at det ikke var muligt at udskille de enkelte lyde. Jeg 
vidste, at det var håbløst at henvende sig til nogen, så 
jeg begyndte at gå derfra på må og få. Jeg var udmattet 
og bange. Så hørte jeg een sige: „Vil De med til Berlin? 
Vi sætter Dem af i en undergrundsstation." Stemmen til- 
hørte den samme kommandørkaptajn, jeg tidligere havde 
mødt, ham med de venlige øjne. 



214 



I Berlin betragtede jeg omgivelserne. Det her var ikke 
jorden. Det var en fremmed planet i det første årtusind 
af dens udvikling. Al farve og alt liv var væk; livet var 
forsvundet ned i undergrundsbanens tuneller. Der så 
jeg de skælvende menneskemasser. Panikken lyste 
mange af dem ud af øjnene. Selv de mindste børns an- 
sigter fortalte mig, at de allerede havde levet en hel til- 
værelse. Jeg drev mekanisk afsted. Engang prøvede een 
at flå min kuffert fra mig. Jeg holdt fast på den, som 
gjaldt det mit liv. 

„Går der endnu tog fra Berlin?" spurgte jeg. 
„De må være vanvittig, Fråulein!" bed folk mig af. „Ber- 
lin er omringet af russerne. Er De meget ivrig efter at 
komme til Sibirien"* 

Jeg var lige ved at give op. Hvad ville jeg få ud af at 
prøve at komme væk? Jeg var fuldkommen udmattet. 
Men i det øjeblik mærkede jeg igen den usynlige arm 
omkring mine skuldre. Den gav mig mod på at gå videre. 
Da jeg opdagede, at nogle få undergrundsbaner stadig 
var i gang, besluttede jeg mig til at gå i retning af Lehr- 
ter Bahnhof. En stærk indskydelse fordrede, at jeg gik en 
anden vej. Jeg valgte den næste undergrundsbane. Jeg 
vidste ikke, om den kørte mod nord, vest eller 
syd; men da jeg kom op af tunnellen, så jeg 



Dette fotografi af Carla Sansom blev taget, da hun var femten år 
gammel - omkring den tid, da begivenhederne i denne beretning 
udspillede sig. 




lige overfor mig det, der engang havde været en jern- 
banestation. Midt i murbrokkerne holdt et tog. Alle de, 
der var på vej ind i det, var civilpersoner! 
„Vent på mig!" skreg jeg. Skønt der ikke var noget tegn 
på, at toget ville køre lige med det samme, løb jeg så 
hurtigt, mine trætte ben kunne bære mig. 
„Undskyld — hvor går det her tog hen?" 
„Hamburg," var der een, der svarede. 
„Hamburg! Oh, tak, Herre!" bad jeg højt, „Tak!" 
Jeg fik plads mellem en gruppe mødre og småbørn. Jeg 
fik en kop mælk fra en termoflaske i hånden. Hvor var 
verden stadig vidunderlig! 

Det tog tre timer, før toget satte sig i bevægelse — tre 
skuffende og nedslående timer. Hvad nu, hvis skinnerne 
blev bombet? Hvad, hvis russerne omringede os fuld- 
stændigt? Der kunne ske så mange frygtelige ting hvert 
øjeblik. 

Endelig begyndte toget at krybe af sted gennem land- 
skabet. 

Vi kunne høre den fjerne lyd af bomber. Røg dækkede 
horisonten. Igen måtte toget standse og vente på, at 
himmelen skulle tømmes for bombemaskiner og kamp- 
fly. Jeg var bange for, at Hamburg var blevet angrebet 
igen. Sæt nu, mit hjem var blevet jævnet med jorden! 
Hvis der nu var sket mine forældre noget! Men jeg kun- 
ne se min mor og min far så klart for mig, at jeg følte 
mig sikker på, at de var i god behold. 
Toget sneg sig videre. En rejse, der normalt tog under 
een dag, varede nu to. I en lille by tæt ved Hamburg 
holdt toget sidste gang. 

„Elbbrucke (broen over Elben) er ikke farbar," råbte een 
eller anden. De, der skal til Hamburg, må gå!" 
„Hvordan skal vi komme over floden?" 
„De små broer (kleine Elbbriicken) er stadig intakte." 
Folk organiserede sig i grupper. De stærke hjalp de 
svage og tog sig af de små børn og spædbørnene. 
Grupper af mennesker spredtes i forskellige retninger. 
„Hold Dem tæt til grøfterne og skovene," råbte een ef- 
ter os. 

Vi var kun femogtyve kilometer fra Hamburg; men den 
sidste strækning syntes at være den værste på hele 
turen. Jeg slæbte mig af sted, så hurtig jeg kunne. Vores 
gruppe var efterhånden meget lille. Der var ingen, der 
skulle så langt som jeg. 

Elbbrucke lå som en kæmpe på ryggen med den ene 
fod i vejret og den anden halvvejs nede i floden. Trods 
ødelæggelsen var jeg overvældet over at se disse 
kendte landemærker. Sirenerne blæste alarm to gange; 
men heldigvis varede det kun kort tid begge gange. 
Første gang fik jeg tid til at nå et beskyttelsesrum; an- 
den gang måtte jeg gemme mig i nogle ruiner. 
Angst og ødelæggelse syntes at være alt, hvad der var 
tilbage af mit kære Hamburg. Krigen havde krævet sin 
del. Jeg gik og bar på mine sko; mine fødder var for 
opsvulmede til at jeg kunne have dem på. Kun nogle få 
kilometer endnu, så ville jeg være hjemme! Fem, tre, 



215 



een husblok endnu — så Dunkersweg, gaden med vores 
beskedne boliger. Jeg drejede om hjørnet, lukkede øj- 
nene og standsede. Jeg rystede over det hele. Ville det 
være bedre, hvis jeg vendte om og opsøgte en veninde 
eller nabo, for at få at vide, om alt var i orden? Men jeg 
måtte i det mindste se efter. Jeg lukkede øjnene op. Der 
var skorstenen, som viste sig som en silhouet i måne- 
lyset. Huset stod endnu! 
„Tak, kære Gud," mumlede jeg. 

Men var mine forældre der? Med hjertet i halsen løb 
jeg derhen. 

„Hort Ihr; Ich bin es! Macht auf 3 Ich bin es!" Kun tavs- 
hed til svar. 

„Hort Ihr7 Ich bin es! Macht auf." 
Så kom der pludselig en slæbende lyd indefra. 
„Wer ist da?" 4 Min far åbnede døren. 
„Åh! Carla! Er det dig? Mutter! Mutter! Stå op! Vores 
pige er kommet hjem! Unsere Tochter ist wieder zu 
Hause!" 5 

De kom begge løbende hen til døren. „Vi troede, at vi 
drømte," græd mor. Vi omfavnede og kyssede hinanden, 
mumlede og græd, altsammen på samme tid. Jeg var 
kommet hjem 

„Vi har ligget på knæ dag og nat, og naboerne ligeså. 
De har hjulpet med deres bønner," sagde min far. 
Jeg vidste, at den usynlige arm ikke havde været ind- 
bildning. O 



(Forts, fra side 211) 

I een henseende ligner Joseph Smiths ungdom unge 
mænds og kvinders ungdom i dag. I gymnasier og på 
universiteter over hele verden udtrykker de studerende 
deres bekymring ikke alene for deres egen fremtid, men 
også for deres omverdens. Krigen, forbrydelserne og 
ødelæggelsen omkring dem har fået de eftertænksomme 
studerende til at søge efter meningen med livet. Hvad 
går det hele ud på, og hvor finder man den endelige 
sandhed? 

Stridsspørgsmålene og problemerne på Joseph Smiths 
tid var andre, men ånden i hans søgen var den samme. 
Josephs eftertænksomme natur, hans nysgerrighed og 
hans interesse for læsning stimulerede ham, ligesom 
uroen omkring ham gjorde. Da han var på vej ind i sine 
teenageår, drejede den mest dramatiske tildragelse i det 
vestlige New York sig om religion. Den „næststørste 
vækkelse" fejede hen over landet, især den vestlige del, 
og skønt de fleste mennesker stod udenfor kirkerne, var 
der mange, der viste interesse for de vækkelser, der 
fandt sted i hundreder af samfund. 
Joseph var mere end bare nysgerrig. Han blev een, der 
søgte meningen med livet — en sandhedssøger. I tolv- 
årsalderen var han så stærkt påvirket af det, at han be- 
gyndte at bekymre sig om sin sjæls velfærd. I løbet af 
de næste par år studerede han Bibelen så grundigt, at 
han også begyndte at bekymre sig for menneskehedens 
velfærd i almindelighed. Følgen heraf blev hans beslut- 
ning om at søge Herren i bøn, og følgen af det blev hans 
første syn. 

Joseph Smiths ungdom var mangesidet, og den lader sig 
på mange måder sammenligne med de oplevelser og 
problemer, som ungdommen kommer ud for i dag. Han 
levede i en verden, der var mindre end vores. Dog 
påvirkede hans verden ham lige så direkte. Han arbej- 
dede, og han morede sig, og undertiden sad han bare 
og tænkte. Han havde store ambitioner; men han begik 
også fejltagelser. Han havde kun lært lidt; men han for- 
stod, hvor nødvendigt det var for ham at lære mere. 
Han kom ud for de fristelser, som kendes af de fleste 
unge mænd; men han lærte også virkeligheden af til- 
givelse. Allerede som ung mand satte Joseph Smith et ek- 
sempel for Kirkens unge voksne ved det sunde, harmo- 
niske liv, han førte, og ved at overvinde sine problemer 
og vanskeligheder. 
Hvis han kunne, så kan vi andre også. 



1 Johann Sebastian Bach — Tysk musiker og komponist. (1685-1750) 

2 Wolfgang A. Mozart — Østerigsk komponist. (1756-1791) 

3 „Hører I ikke? Det er mig! Luk op!" 

4 „Hvem der?" 

5 „Vores pige er hjemme igen!" 

* Område i Sovjetunionen øst for Uralbjergene. 



1 Andrew Jackson (1767-1845) var De Forenede Staters syvende præsident. 

2 Nikolaj den Første (1796-1855). 

3 Root Beer: en mild drik, der fremstilles af forskellige rodekstrakter. 

4 Ahorn sirup: fremstilles ved at koge saften af en bestemt varietet af 
ahorntræet. 



216 



■■■■. 




Terriiotemana og Puna 



AF DON OG JEAN MARSHALL 



„Hvis Gud giver mig styrke, og hvis Han giver mig ånd . ." 

Dr. Marshall udfyldte en mission på Tahiti i 1955-58 og vendte senere til- 
bage dertil sammen med sin hustru, Jean, for at studere og skrive. De har 
nu planer om at bosætte sig i den vestlige del af De Forenede Stater efter 
at han har taget en doktorgrad ved universitetet in Connecticut. De har 
været medlemmer af Manchester ward, Hartford stav. 



På øen Tahiti er en kvinde i en rød træningsbluse travlt 
beskæftigt med et stykke arbejde. Hendes ryg er bøjet, 
og hun kan ikke se med det ene øje, men alligevel farer 
hendes fingre hurtigt gennem de fine pandanusfibre 1 og 
fletter dem til kurve, hatte og måtter. 
Arbejdet er ikke nyt for hende. Igennem firs år er hen- 
des hænder blevet gamle venner med det rørlignende 
materiale, som hun fletter, bøjer og behersker med stor 
færdighed. Hendes hænder har travlt, for hun har et 
mål at se frem til. For tredie gang længes hun med 
næsten åndeløs forventning efter New Zealand — temp- 
let, begravelser, beseglinger og dåb. 
For Teriiotemana var alle disse ting vage abstraktioner 
igennem de mange lange år, hvor hun sad i hjørnet af 
sin bambuskøkkenhytte og flettede de artikler, som skulle 



217 



financiere hendes tur, penny for penny, til Maoriernes 
land langt borte og til Herrens tempel. Imedens hun 
flettede fra tidlig morgen og indtil tusmørket sænkede 
sig, udførte hendes mand, Puna, sin del af deres plan. 
Han hyppede og lugede mellem kålhovederne, tomat- 
planterne og løgene, som en dag skulle sælges for at 
skaffe flere pennyer til deres sparepenge. 
Årene gik. Plantningen og lugningen fortsatte. Der kom 
flere pennyer, men det gik langsomt. Så en dag, da res- 
ten af verden var ved at pakke gaver ud og tage strøm- 
per ned fra kamingesimserne, gik Teriiotemana og Puna 
højtideligt op ad de stejle trin til New Zealandtemplet. 
De gik som i drømme uden at ænse tempelarbejdernes 
venlige stemmer på et fremmed sprog. 
De ænsede heller ikke de stille stemmer fra deres egen 
gruppe fra Tahiti, da de hviskede i ærefrygt over, at det 
nu var virkelighed, at de var kommet til New Zealand 
og skulle gå igennem templet juledag. 
Det var i 1963. I fjorten dage stillede denne gruppe af 
Hellige fra Tahiti, den første der nogensinde var kommet 
til templet, der hver morgen kl. 6 og blev der til midnat, 
da templet efter mange sessioner lukkede. Da de ende- 
lig gik om bord i flyvemaskinen og satte kursen de 2300 
miles tilbage til Tahiti, var det for mange af dem en 
drøm, der var gået i opfyldelse, men for Teriiotemana 
var det kun begyndelsen. Da hun hvilede sit hoved mod 
ryglænet og lukkede sine øjne, begyndte hun at gen- 
nemgå tempeloplevelserne, trin for trin, og prøvede på 
at fæstne de ord, hun havde hørt i templet, uudsletteligt 
i sit sind. Denne genopfriskning af oplevelserne skulle 
fortsætte gennem mange hvileløse nætter, længe efter 
at hun var kommet hjem til sin egen skrøbelige bambus- 
hytte i Tubuai igen. Da hun stod ud af flyet på Papeetes 
nye lufthavn og sagde farvel til de andre Hellige fra Ta- 
hiti og forberedte sig til sammen med sin mand at tage 
af sted på den syv dage lange sørejse til sin hjemmeø, 
vidste hun, at flettearbejdet måtte genoptages, men den- 
ne gang med større alvor end nogensinde. 
„Tager I med os til næste år igen?" spurgte præsident 
Thomas R. Stone, da han hjalp hende ud af flyet. Næste 
år, næste år, næste år — ordene tumlede rundt i hendes 
tanker og blev indviklede i deres egen umulighed. Hvor- 
dan kunne så mange års anstrengelser gentages og 
sammentrænges indenfor et eneste år? Og så var der 
et spørgsmål om helbred — ja, endog om selve livet. 
„Hvis Gud giver mig styrke, og hvis Han giver mig ån- 
de," opdagede hun, at hun selv sagde. „Du kan gøre 
det," tog præsidenten til genmæle, og disse ord og hen- 
des hviskende aftale med Gud skulle give genlyd i hen- 
des sind igennem de følgende atten måneder. 
Den næste gruppe fra Tahiti skulle rejse til New Zea- 
land i juli 1965. Med dette for øje vendte Teriiotemana 
hjem till flettearbejdet og Puna til lugningen. Men høsten 
var dårlig det år, og Punas ryg var ved at blive sva- 
gere. De solgte deres svin og flyttede til Papeete, hvor 
Puna søgte arbejde, noget som en mand midt i halv- 



fjerdserne som han kunne klare. Til slut fandt han et 
job på kajen — et lavt betalt job, men et han i ro og 
mag kunne klare med hænderne. 

I mellemtiden blev Teriiotemanas hænder ved med at 
bevæge sig. De for rundt og flettede af pandanusfibrene, 
eftersom hun lavede hatte, kurve og måtter. Tiden nær- 
mede sig. Den anden gruppe fra Tahiti, som skulle med 
til templet, traf de sidste forberedelser. Hænderne arbej- 
dede stadigvæk. Der var endnu ikke penge nok. Der 
var missionærer, som sendte gaver. Teriiotemanas nu 
krogede hænder arbejdede med pandanusfibrene på en 
måde, som lignede et umuligt forsøg på at betale dem 
tilbage. Men da flyvemaskinen lettede efter planen, var 
Puna og Teriiotemana om bord. 

„Hvis Gud giver mig styrke, og hvis Han giver mig ån- 
de." De ord må uafladelig have fænget i Teriiotemanas 
tanker, da flyet var på vej mod sit bestemmelsested. 
Selv om hun var i live og på vej til New Zealand, havde 
hun ikke ønsket at fortælle nogen om det øje, som ikke 
længere gjorde nogen gavn, om smerterne, som lang- 
somt fik hendes ryg til at visne, og allermindst om tu- 
rene til lægen i Papeete, og røntgenstrålerne, som bare 
forvirrede hende, men Teriiotemana vidste at der var 
noget galt. 

Det indre af templet var som en gammel ven for Teriiote- 
mana. Dets sale og trapper gav genlyd af de vidunder- 
lige timer, hun havde oplevet før, men denne gang syn- 
tes vejen gennem salene mere tåget for hende, og hendes 
ben blev svagere. Teriiotemana var syg. Der blev afsendt 
et telegram til Tahiti for at underrette præsident Stone om 
hendes alvorlige situation og bede om hans billigelse 
til operation. Præsident Stone telegraferede tilbage, at 
han i allerhøjeste grad tilrådede øjeblikkelig operation, 
og da Teriiotemana var blevet salvet, ligesom gruppen 
fra Tahiti begyndte en periode med faste og bøn, gled 
hun uden at være bange ind i bedøvelsen. 
For Teriiotemana var de næste to dage uklare. Det frem- 
mede værelse, forbindingerne, sygeplejersken i hvidt, 
som glattede langnerne og smilede, men ikke talte tahi- 
tisk. Derefter sad ældste Marlowe K. Ashton, leder af 
gruppen fra Tahiti, ved hendes seng og strøg hendes 
hånd og fortalte hende om de sidste to dages miraku- 
løse begivenheder. Operationen havde været vellykket. 
Faste, troen, hendes elskede gruppes bønner, såvel som 
hendes egen tro, havde udført et mirakel. 
År er svundet hen. Teriiotemana har udstået en anden 
streng sygdom og er blevet styrket gennem troen og 
præstedømmets kraft. Selvom hun ikke har været i stand 
til igen at tage til den fjerne ø med templet på bakken, 
husker hun taknemmeligt de forpligtelser, hun indgik, og 
de løfter, hun modtog, og hun husker det mirakel, hun 
oplevede der. 

I mellemtiden fortsætter hendes fingre med travlt at flet- 
te de fine pandanusfibre, så længe Gud giver hende 
styrke og ånde. 



218 



PROFETEN JOSEPH SMITHS ORDSPROG — 
1843. 

1. Kræv aldrig af en ven i modgang, hvad du ville 
kræve av ham, når han har fremgang. 

2. Hvis et menneske viser sig at være ærlig i sin 
handlemåde, og en fjende falder over ham af 
ondskab ved svig eller falske foregivender og 
fordi han er stærkere end han, gør ham til sin 
fange og røver hans ejendele, sig da aldrig til 
det menneske i hans modgangs dage: Betal mig, 
hvad du skylder, thi hvis du gør det, tilføjer 
du ham blot dybere sår, og der vil komme for- 
dømmelse over dig, og dine rigdomme skal ret- 
færdiggøres i modgangens dage, dersom de vil 
spotte dig. 

3. Du skal ikke bekymre dig om det, en fjende 
har hindret dig i at udføre, om blot dine øn- 
sker er retfærdige. 

4. Lad ikke din hånd undlade at tilbagebetale det, 
som du skylder, mens det endnu er indenfor 
din rækkevidde at gøre det, men når dine ejen- 
dele synker i værdi, sig da til dit hjerte, vær 
stærk, og til dine bekymringer, hør op, thi 
hvad er mennesket; han er ikke andet end gød- 
ning på jorden, og selv om han forlanger kvæ- 
get fra tusinde høje af dig, kan han ikke sætte 
sig i besiddelse af sit eget liv. Gud skabte ham 
og dig og gav alt til fælles nytte. 

5. Der er én ting under solen, som jeg har lært, 
og det er, at menneskets retfærdighed er synd, 
fordi den kræver så meget; men Guds retfær- 
dighed er rimelig og retsindig, fordi den slet 
ikke kræver noget, men lader regnen falde 
over retfærdige og uretfærdige, ved såtid og 
høst, for hvilket mennesket er utaknemmeligt. 



Profeten Joseph Smiths Lærdomme 

Side 382 



En Fødselsdag 
der skulle huskes 



AF HAROLD B. LEE 



En vagt, der var beskæftiget på tem- 
pelpladsen, fortalte mig denne lille 
historie: 

„En morgen for ikke så længe siden 
sad jeg ved skrivebordet i templets 
portnerbygning og læste, da min op- 
mærksomhed fangedes af banken på 
døren. Der stod to små drenge, om- 
kring syv eller otte år gamle. Da jeg 
åbnede døren, lagde jeg mærke til, 
at de var fattigt klædt og hverken var 
vasket eller friseret. De så ud, som 
om de var gået hjemme fra, før far 
eller mor var stået op om morgenen. 
Da jeg kastede et blik om bagved de 
små fyre, så jeg to børn i promenade- 
vogne. Som svar på mit spørgsmål 
om, hvad de ønskede, pegede en af 
drengene på sin lille broder i vognen 
og svarede: „Han hedder Joe. Vil du 
godt give lille Joe hånd? Det er hans 
fødselsdag — han bliver to år i dag, 
og jeg vil gerne have ham til at røre 
ved templet, så han kan huske, når 
han bliver gammel, at han rørte ved 
templet, da han fyldte to år." 
Idet han pegede på den anden lille 
dreng i den anden vogn, sagde han: 
„Det er Mark. Han er også to år." Så 
spurgte han med en højtidelig, ærbø- 
dig holdning, usædvanlig for børn i 
den alder: „Må vi gerne gå over og 
røre ved templet?" Jeg svarede: „Ja, 
det må I da rigtignok." De skubbede 
deres små vogne over til templet, løf- 
tede børnene op og anbragte deres 
hænder mod den hellige bygning. Da 
jeg stod der med en klump i halsen, 
hørte jeg den lille dreng sige til sin 
mindre broder: „Nu, Joe, vil du altid 
huske, at du rørte ved templet, da du 
fyldte to år." De takkede mig og be- 
gav sig på vej hjem. 

— Præsident Harold B. Lee 
Første rådgiver i Det Første Præsi- 
dent skab. Aprilkonferencen 1957. 



219 



Aalborg: 28. marts: 

Per Jepsen Larsen ordineret til lærer af 
broder Charles Jepsen Larsen. 
Brian Jepsen Larsen ordineret til diakon 
af broder Charles Jepsen Larsen. 
Svend Erik Thostrup Østergaard ordine- 
ret til præst af broder Kaj Aage Gram. 
Hans Ulrik Gram ordineret til diakon af 
broder Kaj Aage Gram. 

11. april: 

Bjarne Thostrup Østergaard ordineret til 

diakon af broder Kaj Aage Gram. 

Aarhus: 21. marts: 

Benny P. Jensen ordineret til præst af 

broder Jens Lind Jensen. 

Silkeborg: 21 . marts: 

Frede Eigil Andersen ordineret til diakon 

af broder Vagn Ole Darre. 

Ordinationer: 
Slagelse: 4. april: 

Leig Bengtsson ordineret til lærer af bro- 
der Børge Grand Hansen. 

Odense: 4. april: 

Palle Knudsen ordineret til præst af bro- 
der Franz Orla Knudsen. 
Svend Erik Jensen ordineret til lærer af 
broder Franz Orla Knudsen. 

18. april: 

Kenneth Johannes B. Larsen ordineret til 

lærer af broder Ole Køster. 

Velsignelser: 

København Gren: 7. februar: 
Mogens Mogensens og Hanne Danne- 
mann Mogensens tre børn, Kjeld Danne- 
mann Mogensen, Tommy Dannemann 
Mogensen og Connie Dannemann Mo- 
gensen, velsignet af henholdsvis broder 
Ib Hansen, broder Ib Hansen og broder 
Kai Schultz. 

7. marts: 

Gregers Hvidkjær-Hansens og Ceda Hass 
Hvidkjær-Hansens søn, Michael Hvidkjær- 
Hansen, velsignet af sin fader. 
Bjarne og Jonna Dan Engmanns søn, 
John Bendix Engmann, velsignet af bro- 
der Svend Erik Thomsen. 
Finn og Lise Maria Poulsens datter, Pia 
Poulsen, velsignet af sin fader. 
Aalborg: 7. februar: 
Ejnar Kjeldsen Sørensen og Anelise Hel- 
lemannn Sørensens søn, David Hellemann 
Sørensen, velsignet af sin fader. 

Slagelse: 14. marts: 
John Erik Christensens og Anne-Mette 
Blum Christensens søn, Robert Blum 
Christensen, velsignet af broder Hans 
M. Larsen. 



Frederikshavn: 11. april: 
Ejvin John Kristensens og Kirsten Elisa- 
beth Klausen Kristensens søn, Jesper 
Michael Kristensen, velsignet af sin fa- 
der. 



Missionærafløsninger: 

Følgende missionærer er blevet hæder- 
lig afløst fra deres arbejde i den danske 
mission: 

30. marts. 

Ray Quist fra Mesa, Arizona, efter sidst 

at have arbejdet i Odense. 

Ken Christophersen fra lone, Oregon, 

efter sidst at have arbejdet i Hjørring. 

4. april: 

Jan Greisen fra Horsens, Danmark, efter 

sidst at have arbejdet i Haderslev. 

10. april: 

Mark Millet fra Phoenix, Arizona, efter 

sidst at have arbejdet i København. 

12. april: 

Richard Johnson fra Springville, Utah, 
efter sidst at have arbejdet på missions- 
kontoret som statistiksekretær. 
Craig Madsen fra Salt Lake City, Utah, 
efter sidst at have arbejdet i København. 
Dan Choate fra Clearfield, Utah, efter 
sidst at have arbejdet i Esbjerg. 
Jay Jensen fra Salt Lake City, Utah, efter 
sidst at have arbejdet på missionskonto- 
ret som financiel sekretær. 

19. april: 

Keith Andersen fra Long Beach, Califor- 

nia, efter sidst at have arbejdet i Søborg. 

Stuart Pearson fra Murray, Utah, efter 

sidst at have arbejdet i Vejle. 

Elvis Evans fra Salt Lake City, Utah, 

efter sidst at have arbejdet i Hareskovby. 

Ray Christensen fra Salt Lake City, Utah, 

efter sidst at have arbejdet i Virum. 

Warren Nielsen fra Garland, Utah, efter 

sidst at have arbejdet i Virum. 

Curtis Parker fra Hooper, Utah, efter 

sidst at have arbejdet i Søborg. 



Dødsfald i Amerika 

Fra Amerika har vi fået meddelelse om, 
at William M. Hansen, St. Anthony, Idaho, 
er afgået ved døden den 11. april, knap 
92 år gammel. Broder Hansen havde 
været på mission i Danmark flere gange, 
sidst som rådgiver til missionspræsident 
Junius M. Sorensen. Æret være broder 
Hansens minde! 



Bryllup i Amerika 

Tidligere missionær i den danske mission, 
David B. Castle, viedes den 16. april i 
Salt Lake Templet til Susann Melva Bo- 
dily. Stjernen ønsker hjertelig til lykke! 



Fødselsdage: 

Vi siger til lykke til følgende søskende: 

Jens Christian Madsen, Esbjerg, 85 år den 

1. august. 

Ane Dorthea Nielsen, Randers, 80 år 

den 5. august. 

Jenny Kristence Andersen, Aarhus, 75 år 

den 8. august. 

Hilma Skov, Nyborg, 60 år den 8. august. 

Marim Cecilie Marie Nielsen, Aalborg, 

70 år den 10. august. 

Irma Petersen, Allingvej 96, Hvidovre, 

75 år den 1 1 . august. 

Anders Nielsen Munkholm, Horsens, 75 år 

den 17. august. 

Mariane Sofie Damsted, Odense, 80 år 

den 20. august. 

William Andersen, Aarhus, 75 år den 

27. august. 



For Herrens øjne 
er menneskets veje, 
grant følger Han 
alle dets spor; 
den gudløse 
fanges af egen 
brøde og holdes 
fast i syndens reb ; 
han dør af mangel 
på tugt, går til ved 
sin store dårskab. 

Ordsprogenes Bog 



220 



Om overve 




Er du nogen sinde standset op for 
at tænke over, at hver eneste bog, 
der er skrevet, hvert eneste billede, 
der er malet, hver eneste bygning, 
der er rejst, hvert eneste skuespil, 
der opføres, hver eneste bil, der 
køres blev undfanget mentalt og 
begyndte med idéer i en eller andens 
tanker? Der var nogen, der frivilligt 
gav sig til at tænke og tænke, indtil 
idéerne blev til realiteter; en hel 
række af idéer blev til gennemførlige 
opfindelser, kunstneriske fremstillin- 
ger, dybtgående udvikling. Er du nogen 
sinde standset op for at tænke på, at 
kun de, som standser op for at tænke, 
gør fremgang i forhold til deres 
evner? Standser du nogensinde op 
for at tænke? 

Giver du dig tid til at meditere, samle 
de ting sammen fra dit hjerte og dit 
sind, som kræver din mest velover- 
vejede bedømmelse? Ser du i medita- 
tion en anledning til at forny dig, 
opbygge din selvtillid, genoplive og 
samle ny styrke uden at dvæle ved 
dine svagheder og fejlgreb, men 
tværtimod finde på nye metoder til 
udførelse af dine opgaver; til at tage 
fat med ny beslutsomhed, til at se 
tilbage på begivenheder i dit liv, som 
var lutter glæde og til at skabe en 
konstruktiv holdning og begejstring? 
Tager du tid til overvejelse, til at få 
dine mentale kræfter og hjælpe- 
kilder til at løse dine problemer, til 
at danne sig et skøn over forholdene? 
Når du skal tage bestemmelser, 
standser du så op for at kortlægge 
din kurs, for at gennemtænke din 
kurs, for at gennemtænke de mulige 
konsekvenser af en overvejet hand- 
ling? Du bør lade din hjerne dirigere 



AF LOUISE W. MADSEN, 
2. rådgiver i Hjælpeforeningen 

dine fødder, så de afholder dig fra 
en uovervejet handling, som kan blive 
din ulykke. Grundig overvejelse kan 
redde dig fra mange fejltagelser. 
Overvejelse er ikke dovenskab, selv 
om det kræver en vis stilhed og 
pause fra legemlig aktivitet.. Over- 
vejelse er ikke bortødslen af tid, den 
gør tværtimod tiden mere værdifuld. 
Erkender du, at det er nødvendigt for 
dine børn at være sig selv, så de kan 
hengive sig til virkelig tænkning, en 
smule dagdrømmeri, nogen fantase- 
ren, eller bestemmer du i den grad 
over deres tid, så disse herlige øje- 
blikke nægtes dem? 
Frigør du nogen sinde dit sind for 
jordbundne ting og åbner det for in- 
spiration? Du er berettiget til at få 
inspiration fra Herren vedrørende dine 
private anliggender, dersom Han gen- 
nem din tro kan nå din sjæl. Dersom 
du til stadighed er optaget af verdslig 
travlhed, kan du berøve dig selv 
denne velsignelse. 

Dine tanker er dine venner, når du er 
alene; de er stille, og dog kan de 
være vældig godt selskab. De kan 
være veltalende, når sindet er i be- 
vægelse og tanke fødes af tanke, idé 
efter idé, indtil der dukker noget op, 
som bliver løsningen på et problem 
eller på et dilemma, eller et mønster 
til efterfølgelse. Tanker kan være lette, 
glade eller dybtgående undersøgelser 
af ens sjæl. Tanker kan være sløve 
kammerater, hvis sindet vandrer uin- 
teresseret fra én prosaisk, uinspire- 
rende idé til en anden. Tanker kan 
være deprimerende, hvis man lader 
dem dvæle ved fejlgreb eller uheld. 
Tanker kan opbygge ensomheden i 
stedet for at befri os for den, hvis vi 



giver den lov til at blive til selvmed- 
lidenhed. Dit humør og dit behov be- 
stemmer værdien af dine tanker. 
Tag jer tid til at tænke, søstre! Over- 
vej disse spørgsmål, tænk over, hvad 
de betyder for jer, udvikl jeres 
mediterende øjeblikke og lev jeres liv 
smukt og righoldigt. Q 



221 





Fra Missionens Præsidentskab 



Vi tilhører en vidunderlig Kirke, en arbejdende Kirke, 
en lykkelig, en opfindsom og fremfor alt en sand Kirke. 
Ja, den eneste sande Kirke i hele verden. Og i spidsen 
for den står en Guds Profet, og som dens grundlæg- 
ger vor Frelser, Jesus Kristus. 

Jeg elsker at læse de 13 Trosartikler og gennemgå 
dem og sige til mig selv: Jeg tror disse ting, og jeg vil 
efterleve dem. 

Lad mig henvise jer til nummer ni: Vi tror alt, hvad 
Gud har åbenbaret, alt hvad han nu åbenbarer, og vi 
tror, at Han endnu vil åbenbare mange store og vigtige 
ting angående Guds rige. 

Dette er vidunderligt. Der er meget at tænke over i 
denne trosartikel. Først tror vi på alt, hvad Gud har 
åbenbaret. Ja, ned gennem hele historien har Gud talt 
gennem sine hellige mænd, profeterne, og fortalt sit 
folk, hvad de skal gøre. Hvor de skulle drage hen og 
hvorledes de skulle leve. Han har formanet dem, belært 
dem, og så længe de lyttede til profeterne, var de 
lykkelige, men så snart de ikke lyttede og blev ugude- 
lige, beskyttede Herren dem ikke. 
Så vi kan i sandhed sige, at vi tror alt, hvad Gud har 
åbenbaret. 

Nu kommer vi til det punkt, hvor vi siger, at vi tror på 
alt, hvad Han nu åbenbarer. Ja, på vor egen tid: tiende, 
fasteoffer, Visdomsordet, hjemmeaften, hjemmelærer- 
arbejde, og familieplanen og formålet med hjemmet, 
tempelarbejde, hvert medlem en missionær og andre 
store åbenbaringer og råd til Hans folk. 
Og hvorfor har Han åbenbaret disse ting? Naturligvis 
fordi vi, hvis vi efterlever principperne, kan blive lyk- 



kelige og frelse vor familie i denne meget onde ver- 
den. Alt, hvad vi har at gøre, er at lytte og adlyde, og 
så kan vi leve uden frygt. 

Han åbenbarer sit sind og sin vilje til Profeten, og på 
denne måde kommer Kirkens store programmer frem 
i Præstedømmet, G. U. F., Hjælpeforeningen, Primary, 
Søndagsskolen, Genealogi, og så videre. 
Nu siger denne trosartikel også: Han vil åbenbare 
mange store og vigtige ting i fremtiden. 
Og til hvem vil Han åbenbare sit. sind og sin vilje? Jo, 
det er til Profeten. 

Jeg giver jer igen det råd at lytte til jeres ledere, når 
de vejledes af Herrens ord til profeterne. 
På denne måde er der sikkerhed, og uden den er 
verden fortabt. Det er vor absolutte pligt at være 
lyset på bjerget, hvor alle folk vil sige: Kom, lad os gå 
op til Herrens Hus og blive belært af Hans profeter. 
Vi er det udvalgte folk. Evangeliet, som det forkyndes 
af Kirken, er Kristi Evangelium, med alle dets frelsende 
kræfter, alle dets velsignelser. Frelseren står med 
åbne arme og siger ganske enkelt: „Kom, følg mig, 
jeg er vejen til al retfærdighed og til evigt liv." 
Må vort sind blive åbnet for den kundskab, at Gud 
lever, at Jesus er Kristus og at Profeten Joseph Fiel- 
ding Smith er Hans talerør i dag. 
Jeg er taknemmelig for jeres retskaffenhed, jeres kær- 
lighed til Kirken og jeres medmennesker, og for alt, 
hvad I gør i jeres hjem og i Kirken for at opbygge Hans 
rige. 

Paul L. Pehrson, 

missionspræsident 



222 



Forårskonferencen i Nord-Jylland Distrikt 



Konferencens hovedemner var genealogi, 
faste og G. U. F. 

Konferencen afholdes den 1. og 2. maj 
i Aalborg Grens kirkebygning og indled- 
tes lørdag eftermiddag kl. 14.30 med et 
genealogisk møde, hvor den genealogiske 
hovedbestyrelse var tilstede og gennem- 
gik de nye regler i Navne-Tabulations- 
Programmet. Alle skemaundersøgere fik 
udlevereten ny instruktionsbog, „Et ved- 
varende præstedømme-program for fami- 
liens ophøjelse", og den nye håndbog for 
indsendelse af skemaer blev gennemgået. 
Broder Frode Bemskov og søster Mary 
Kaiser besvarede spørgsmål fra de til- 
stedeværende søskende. Tilstede 37. 
Samtidig med det genealogiske møde 
blev der afholdt møde for G. U. F. 
Kl. 17.00 blev der afholdt møde for 
Præstedømmet, hvortil også søstrene var 
inviteret. Mødets emne var faste. 
Af mødets talere skal nævnes præsident 
Benny Linden fra missionspræsidentska- 
bet, der fortalte om sin søn, som fastede 
sammen med sin kammerat, fordi denne 
havde problemer med at ryge. Denne 
faste medførte, at problemet forsvandt. 
Endvidere omtalte han faren for rutinen, 
og for klikedannelser i Kirken. Vi skal 
have tid til at tage os af de nye medlem- 
mer i Kirken, så de kan føle sig som i 
Paradis. 
Tilstede 98. 

Lørdag aften var der underholdning og 
fremvisning af filmen fra Festinord i 
Aalborg i 1970. 

Søndagens to møder var under ledelse 
af distriktspræsident Orla Nielsen og 
under præsidium af missionspræsident 
Paul L. Pehrson. Formiddagsmødet be- 
gyndte kl. 10.00. Efter enkelte bekendt- 
gørelser blev der foretaget en del afløs- 
ninger og indsættelse af søskende til 
stillinger i distriktet. Af mødets taler skal 
nævnes en tale af 1. rådgiver i distriktet, 
præsident Rasmus Jensen. 
Han omtalte mode og påklædning og 
sagde, at vi som medlemmer i Kirken 
bør klæde os således at det behager Her- 
ren. 

Vi fik derefter taler af Henny og Orla 
Rasmussen fra G. U. F. hovedbestyrelse. 
De advarede mod hor og utugt og 
opfordrede os til at efterleve Bjergprædi- 
kenen. Distriktets skemaundersøger, 
broder Johs. Vestbø, talte om vigtigheden 
af at udføre det genealogiske arbejde 
for sine afdøde slægtninge og sagde: 
Begynd i dag, i morgen er det måske for 
sent. Derefter talte søster Pehrson, som 
opfordrede os til at være stærke og tro- 
faste. 



Præsident Linden talte om medlem-mis- 
sionærprogrammet og bad os om at støt- 
te missionspræsidenten. Han opfordrede 
os til at dele Evangeliet med andre, og 
bad os om at passe på at vi ikke bliver 
lunkne og svage. Til slut fik missions- 
præsident Pehrson ordet. Han roste 
lederne inden for G. U. F. og bad os om 
at tage godt imod de nyomvendte i Kir- 
ken. Tilstede 200. 

Eftermiddagsmødet begyndte kl. 14.00. 
Der blev foretaget nogle forfremmelser i 
Det melkisedekske Præstedømme. 
Af mødets talere skal nævnes 2. rådgiver 
i missionen, præs. Henning Frederik- 
sen, som omtalte Lucifers styrke inden 
for familien, og bad os om at passe på 
i vort sammenhold. Han omtalte ungdom- 



mens mange fristelser, specielt i Dan- 
mark, hvor pornoen er frigivet. 
Søster Kaiser fra den genealogiske 
hovedbestyrelse sagde, at tempelarbejdet 
er meget vigtigt og indskærpede betyd- 
ningen af slægtsforskning. 
Til slut havde missionspræsident Pehrson 
ordet. Han opfordrede missionær Jan Birk 
til at aflægge sit vidnesbyrd. En kvindelig 
missionær sang „Han lever, vor Forløser 
stor." Broder Andersen fra Silkeborg af- 
lagde sit vidnesbyrd. Præsident Pehrson 
takkede koret for den dejlige sang, og 
broder Kurt Holm Larsen bar sit vidnes- 
byrd. 
Tilstede 177. 

Johs. Vestbø, 

distriktssekretær 



DÅB: 

København Gren: 30. januar: 
Aage Søndergaard, døbt af broder Ib 
Hansen, håndspålæggelse ved ældste 
Mark Mil let. 

Edith Elisabeth Søndergaard, døbt af 
broder John L. Jørgensen, håndspålæg- 
gelse ved ældste Craig Madsen. 
Hans Michael Søndergaard, døbt af bro- 
der Svend Aage Sønderby, håndspålæg- 
gelse ved ældste Eric Andersen. 
Dorthe Berthina Søndergaard, døbt af 
broder Ejvind Nordby Larsen, håndspå- 
læggelse ved ældste Jeff Page. 

6. februar: 

Dan Nedergaard, døbt af broder Preben 

D. Jensen, håndspålæggelse ved broder 

Henning Aaager. 

Bente Høst Schmidt Nedergaard, døbt af 

ældste Curtis Parker, håndspålæggelse 

ved ældste Richard Johnson. 

20. februar: 

Rigmor Dorthea Schultz Frølich, døbt af 
ældste Robert Murdoch, håndspålæggel- 
se ved ældste Val Hansen. 

27. februar: 

Rikard Jørgen Nielsen, døbt af broder 
Arthur Nielsen, håndspålæggelse ved 
broder Jørgen Otto Nielsen. 

6. marts: 

Egert Toft, møbt af ældste Palle Søren- 
sen, håndspålæggelse ved ældste Eric 
Andersen. 

Aalborg: 14. marts: 

Bjarne Thostrup Østergaard, døbt af æld- 
ste Villy Gerlach, håndspålæggelse ved 
broder Preben Klitgaard. 



Odense: 20. marts: 

Karen Helene Sofie Lucia Lyberth, døbt 
af ældste John Lassen, håndspålæggelse 
ved ældste Randy Olsen. 

Slagelse: 30. marts: 

Michael Grand Hansen, døbt af broder 
Børge Grand Hansen, håndspålæggelse 
ved samme. 



Dødsfald: 

Amager Gren: 

Den 19. marts døde søster Dagmar Ca- 
milla Sannom Lybecker, 82 år gammel 
Æret være søster Lybeckers minde! 

Ordinationer: 

København Gren: 31. januar: 

Mogens Mogensen ordineret til lærer af 

broder Magnus Olesen. 

Jørgen Olsen ordineret til lærer af broder 

Helge Nørrung. 

Hugo Hansen ordineret til lærer af broder 

Paul Hansen. 

21. februar: 

Dan Nedergaard ordineret til diakon af 
broder Ib Hansen. 

John H. Hansen ordineret til lærer af bro- 
der Gregers Hvidkjær-Hansen. 

21. marts: 

Niels H. Andersen ordineret til præst af 
broder Poul Andersen. 
Jørgen Olsen ordineret til præst af broder 
Knud Hentzen. 

Bjarne B. Engmann ordineret til præst af 
broder Hans Henrik Jørgensen. 
Hugo Hansen ordineret til præst af bro- 
der Ib Hansen. 






•t # 



^x*.